Betagende syn – sådan en mark med tusindvis af blå kornblomster, ud af bilen måtte man da og bare stå der med lærkesang som underlægningsmusik og lejlighedsvise solstråler til at varme de sommerklædte arme med.
Hvis man kneb øjnene en anelse sammen og også skruede ned for lugtesansen, ja så kunne man næsten ha’ bildt sig selv ind, at det var en bølgende provencalsk lavendelmark man var landet i…
Hanne har fået høns i haven, og hun er lige så forelsket i dem, som jeg er i Nicolai, men jeg er altså bange for høns og skal ikke ha’ sådan nogle kræ, jeg er udemærket tilfreds med de æg, som vi slæber hjem fra en lokal farmer.
Men hønse-udstyret kan godt bruges, selv om man ikke har pip og gok i haven, i alle tilfælde satser jeg på, at jeg kan få mine ærteblomster til at klatre smukt og dekorativt på vestsiden af drivhuset denne sommer…
Torben svang en ordentlig hammer og fik pælene hamret godt ned i jorden og siden monterede han så nogle meter hønsetråd derpå, og så måtte vi ha’ en kop kaffe og stå med hænderne i siden og nikke og brumme anerkendende.
Og da jeg så havde brummet lidt, så dristede jeg mig til at spørge, om der ikke kunne monteres en længde mere for oven, og jow, det kunne der, men sidst manden min havde tjekket, ja da var det han regnede med var ærteblomster ikke større end hans halve Kings, så mon ikke det liiiiige kunne vente en uge eller to!?
Og jow, det kunne det da – sa’fø’li’…
Og mens vi så venter på, at ærterne klatrer op ad, ja så skal vi ha’ monteret noget “vokseværk” på det nye sorte hegn, for der er i dag investeret i lækker duft og smukt syn til resten af sommeren, og forhåbentlig de næste mange, der kommer.
Glamis Castle – det bliver så herligt…
Behold bare gamle Ingrid og rosenknoppen Mary.
Hvis bare jeg kan fylde de hvide potter med sartrosa Nicolai, så er jeg helt og aldeles tilfreds og ønsker mig ikke mere at smykke mine karme med, når kalenderen står på sommer.
De vinterskalperede planter har samlet kræfter oppe i Amandas værelse og er nu klar til endnu en sæson hernede i alrummet, herligt…
Ude på terrassen står andre sorter, hvor der er ruttet lidt mere med farverne, dem kan jeg nu også godt li’, så længe de altså bliver derude, hvor der er højt til loftet, de vilde farver, tyrolerstemning hører til ude på terrassen.
Herinde vil vi ha’ fred, Nicolai og jeg, ingen svingende ølkrus og heller ingen lederhosen, ingen skrappe røde blomster eller hidsige pink, bare blid og blød blegrosa og en tynd tekop at sippe sirligt af…