I dejligt selskab af kusine, fætter og onkel bød lørdagen på nedpakning og tømning af Farmors lille rækkehus længere nede i Jylland.
Hun var en dame med styr på tingene, hende vores Inger M, og havde på samme sirlige måde, som bisættelsens elementer var noteret, skrevet lister over, hvem der skulle have hvad med hjem. Alt var velvalgt og gennemtænkt og jeg har en fornemmelse af, at vi alle føler os rigtigt meget set af Farmor.
Til mig var der bl.a. valgt en Fleur lampe, som nu står så fint i karnappen og sender et blødt lys ud i stuen om aftenen. Skærmen skal inden længe skiftes, men for nu er den god som den er.
Mon ikke jeg vil sende Farmor en kærlig tanke i de mørke aftener, når jeg tænder Fleur…
Da de – af Farmor bestemte – ting var fundet og fordelt var der mange mange andre dejlige ting at tale om og pakke i vores kasse, gode historier om dette og hint flød imellem os, vi har alle så mange skønne minder om dage hos Farmor og det var rigtigt dejligt at få lov at dele dem der i skumringen i lørdags.
Stille gik vi rundt og tog de ting, som vi hver især gerne ville have med os, små ting og store ting fordeltes med smil og velvilje, og jeg er sikker på, at alle kørte derfra med en fornemmelse af at have noget af den særlige farmor-ånd med sig.
Min farmor havde en rigtig god smag, smukke møbler, skønne malerier, lamper, nips, porcelæn og brugskunst og jeg glæder mig over, at en del af de mindre men dejlige ting nu skal bo her hos mig…
Alt er valgt med omhu og glæde og jeg vil nyde det hele, både det, der er skønt at se på og bruge i hverdagen og også de mere kuriøse ting som det lille askebæger med skovfeen hvilende på fluesvampene.
Det er meget mere sjældent end kønt, men malet af en ung Inger Margrethe, der hverken var blevet mor eller farmor endnu, engang i 1938 og derfor er det ganske særligt for mig at det nu står her hos mig.
De lækre glaskrukker og Wiinblad tallerkener, fine saltbøsser og lækkert bestik skal bruges hver eneste dag, det står på mine hylder nu og jeg smiler til det, når jeg går forbi.
Snart vil det “bare” være en del af vores hverdagsliv og der vil blive længere mellem tankerne om, hvor det kommer fra, men jeg vil altid vide det og jeg er også sikker på, at historierne vil blive fortalt med jævne mellemrum når mine piger tager tingene frem…
