Pigerne har kastet sig ud i vores stille rundkørsel med farvede gadekridt og herlig fantasi i dag.
De har hygget sig, har de, og jeg glædes over, at de stadig kan finde glæde ved den slags.
“Welcome to Heaven” har de skrevet –
jeg bilder mig ind, at de synes, at det er lige her på vores plet at deres himmel findes…
Torben fylder i dag, år altså, for i alrummet fylder han ikke meget lige nu, han er koncertramt og ligger stille oppe under dynen.
Da jeg hentede ham i Skive i nat fortalte han begejstret om timer i en brandbil med Mikkel Kessler og Michael Maze, man skulle nok ha’ været der for helt at vide, hvordan scenen var sat. Men jeg kunne i alle tilfælde se og høre, at det ikke kun er i mødet med Kesslers næver, at man bliver “ramt”.
Need I say more…
Vi lader ham ligge, han trænger og der bliver sikkert fin tid til at fejre og hygge om ham, når han engang finder neden under.
Han skal blive sovset ind i opvartning og omsorg, sådan skal det være, vi gør det gerne, han fortjener, den travle mand.
Jeg har hørt, at han har inviteret nogen til noget engang senere på dagen.
Jeg er spændt på hvor mange og hvad, for jeg har en klar fornemmelse af, at det involvere mig og mit køkken.
Vi får at se –
indtil videre er der i alle tilfælde ro….
Datter min –
datter fin.
Amanda –
den sidste i vores pigefolk til at blive konfirmeret.
Rosinen i pølseenden –
men hvilken rosin.
Lille og blød.
Mørk og sødmefuld.
Delikat og fin.
Tillykke sweetie…