Familie

Jeg kender ikke altid mine begrænsninger, og da slet ikke når det kommer til fremstilling af mad, jeg tilbereder bjerge, steger og braser og opdager undervejs nye behov og sammensætninger, som da også må med i opløbet.

Fade og skåle fyldes, der snittes, hakkes og arrangeres, og for pokker hvor jeg da elsker det, køkkenet er for mig den bedste legeplads, den største antistress-pille, mit faste holdepunkt, hvis verden vælter lidt, det er der jeg finder ro, energi og føde til både hjerte, hjerne og mave.

Og ofte nyder andre jo også godt af det, der kommer ud af en omgang amok-kok, det kan man vist uden at lyve kalde en win-win-situation…

Der har været påskebrunch her i dag og jeg er sikker på, at ingen forlod huset med slunkne maver, der blev tanket godt op rundt om bordet og selv dansemusen Mads, der efter forældrenes udsagn er en ret småtspisende og nippende herre, gik ombord i fadene, som blev han betalt for det.

Enkelte af os kom måske til at række lige lovligt meget til, men sådan kan det gå, når selskabet er hyggeligt, kaffen god og dagen lang. Snik-snak, ja tak, mere ost, knas-knas, røræg og stærk pølse, dampende kaffe, en enkelt pandekage, og så en mere, og en mere, grønt og frugt og smoothie og op med bukseknappen.

Hurra for gæstebud, lange påskedage, aprilsol og herlige timer sammen med familie og venner, hurra for køkkenakrobatik og rummelige køleskabe, for kønt service og en stille kop te på terrassen, når det hele er forbi…