Fødselsdagspigen er på bordet i dag, sådan er traditionen her og visse traditioner piller man ikke ved, kitsch eller ej!
Det er mig, der fylder i dag, 44, vildt, næste år er jeg lige så tæt på de 50 som på de 40…
Forkælelse har været på programmet fra den årle morgenstund, hyggeligt morgenbord med lys og flag og lækkert brød, kærlige kys og varme knus, søde breve og hjertevarme.
Og altså også topgode gaver!!
Smukke pudderfarvede ørerstikkere fra Snygg, Sophie ved lige hvad der pynter på mor, og hun er ferm til at overtale de små til at være med på idéerne.
Det bløde læder har været sat på ørerflipperne, de er så fine og jeg glæder mig til at smykke mig med dem på festlige forårsdage.
Torben kender min kærlighed til den lækre keramik fra Kähler, og har vist også selv forelsket sig i de smukke former og enkelheden, så nu ejer jeg en ordentlig stak Pura kopper og et par fine kander til, nu er jeg klar til kaffegæster.
Men det bliver ikke i dag, for der er der noget helt helt andet på programmet…
Det er konfirmations-år her hos os, Laura står for tur d. 3. maj, og vi er endnu ikke alt for langt i planlægningen af alle udskejelserne, ingen af os stresser over det, men vi bliver vist snart nødt til at gøre noget.
Laura har været helt klar på, hvordan hun ønskede sig, at det skulle forløbe, aftenfest for venner og familie dagen før, med udeleg og tummel, uformelt og med masser af plads til spontanitet, lige som barnet selv!
Konfirmationstur til kirken med nærmest familie og så hjem til grillburgere på terrassen, en lagkage for lillesøster, som fylder 13 på konfirmationsdagen, og så ellers bare nydning og hygge resten af dagen.
Hatten af for Laura, der har sin egen måde at forholde sig til den slags på, vi følger hendes ønsker, for de er så tydeligt helt i hendes ånd…
Så i dag er der skrevet invitation, langt de fleste af gæsterne har styr på hvad og hvordan, for der er selvfølgelig blevet talt en del om det i den sidste lange tid, men derfor skal der alligevel sendes en ordentlig invitation.
Ordene er forfattet, formen aftalt og modtagerne linet op, så nu er der bare tilbage at vente på, at det færdige print kommer til huse i løbet af ugen, så er den del af løjerne klaret.
Flueben ved “Invitation”…
Ønskeseddel, let klaret, for barnets største ønske er en sprogrejse til England denne sommer, og sådan en koster kassen, så der må stå penge – penge – penge og så er der vist også noget med en Grünbag, en musikafspilningsstation til IPhone, en Nutcase og noget urværk.
Så flueben ved “Ønskeseddel”…
Maden, den tid den sorg, eller rettere glæde, tillader jeg mig at sige, jeg skal selv svinge gryderne og konfirmanden har ingen specifikke ønsker, det skal bare være i stil med det, som hun har set mig kokkerere til andre fester, altså masser af småretter, nipnip, masser af grønt, godt kød, bjerge af hjemmebagt brød og sådan. Det klarer vi til den tid, jeg har fri et par dage op til.
Desserten er ønsket udefra, så det slipper jeg nemt om ved.
Flueben ved “Menu”…
Så er der jo tøjet, et kapitel for sig, men da Laura ikke har noget ønske om det store skrud, ikke noget “rigtigt” konfirmationstøj, hverken kjole eller andet i den retning, så har vi ikke så høj puls omkring det.
Hun tænker mest på, hvor mange par Convers sådan en konfirmation plus fest plus andendag mon kan udløse.
3 par, et til hver dag, det må være rimeligt, mener hun, vi får at se !
I ugen, der ligger ny og ubrugt foran os, har vi sat et par eftermiddage af til at kigge og tune os nærmere ind på, hvad hun gerne vil ha’ på og jeg satser på, at vi inden længe også kan sige “Tjek” til tøj…
Frisøren har vi styr på, for Laura har, til stor overraskelse for os, ønsket at få de lange brusende krøller arrangeret af kyndig hånd, og aftalen er lavet for længe siden, så “Tjek” til det!
Og huller i ørerne har hun også fået lavet, det synes hun åbenbart hører med til konfirmationspyntning, jamen vi er da langt med alt det her!
Telte er der styr på, service er der styr på, servering er der styr på, duge og servietter bestilles ude, så næsten “Tjek” til det, men måske skulle jeg lige sørge for at få booket 50 stole og nogle langborde, det er koldt med picnic i græsset i begyndelsen af maj.
Måske har vi glemt noget, måske er vi bare gode til at ta’ det ovenfra og ned, det bliver i alle tilfælde ikke her på adressen at man skal forvente at kunne optage noget, der kunne være konfirmationstidens svar på Bridezillahysteri, vi tager det stille og meget roligt!
11 år med, 32 uden, næsten 3 gange så lang tid uden min far som med, det er vildt, for jeg husker ham så tydeligt og synes ikke at det er ret længe siden, at han gav mig en svingtur og en god historie, ham min Topper-far.
14.januar, jeg tror ikke, at jeg i et eneste af de 32 år, der er gået siden han døde, har glemt, at det var lige på denne dag, at min verden kom til at se så anderledes ud, i virkeligheden blev den jo aldrig den samme igen.
Den blev god igen, fin og hel, men for altid anderledes…
Jeg har ham altid med indeni, ja faktisk også udenpå, for jeg ligner ham rigtigt meget, jeg blev leveret i lidt mørkere farver end han, men profilen og mine hænders form er tæt på nøjagtig mage til.
Forleden var min Onkel Jesper, min fars storebror, her og han havde et silhouetklip med, som min far havde fået lavet i Paris først i 70’erne, og da jeg senere spurgte pigerne, om de kunne se, hvem det var, svarede de:
Dig!
Med kæk pandelok og stort adamsæble, mig?!
Men de har nok mest kigget på næse og mund, og kan selvfølgelig også kun forbinde det udseende med mig, de har jo aldrig set deres morfar, desværre…
32 år er rigtigt længe, men jeg bliver aldrig færdig med at savne og nok heller aldrig fri for at tænke hvad nu hvis.
Havde jeg været anderledes, hvis han ikke var død?
Ville vi ha’ været tætte, hvis han ikke var død?
Var han blev en blød og hyggelig morfar, hvis han ikke var død?
Jeg får det aldrig at vide, men jeg tænker alligevel, især i dag…
