Der har været familieåbent i ungdomshyblen i dag, vores store pige havde inviteret sine småsøstre til eftermiddagshygge og strøgtur i forårssolen, og så kunne forældrene til de tre smukke møde op til middag senere.
Og det gjorde vi selvfølgelig, glade og forventningsfulde, for hos Sophie er det altid godt at være gæst, vi nyder hinandens selskab og der bliver stor-kræset for os…
Pigerne havde hygget sig gevaldigt, og de to små havde fået sig en ordentlig griner over et af Sophies indfald, og kender jeg dem ret, så er det noget, der vil blive nævnt igen og igen.
Storesøster kender deres livretter, og spurgte i dag, om de mon havde lyst til Raclette, som de har lært at kende hos Laurids.
“Jahhhh, det vil vi gerne ha’ da!”
“Okay, så skal vi lige om at købe én!”
Det kunne der grines meget af, og spindes mange historier over, for tænk nu, hvis de havde haft lyst til McD, havde hun mon så flået kortet igennem og købt hele restauranten…
Raclatte blev det, og der blev hygget igennem mens vi sad der i røg og damp, Torben og jeg kan ikke andet end at glæde os over den livlighed og de mange grin, som de tre kan mønstre i fællesskab, de er gode sammen.
Vi spiste og spiste og spiste, den slags tager tid, og senere, efter opvask i hånden og sådan, væltede vi om i sofaen med kaffe og jordbærkager, med amerikansk komedie på dvd’en og strikketøj og dyner, 4 af hunkøn på stribe, for vores eneste han måtte lige køre lidt på arbejde.
Sophie mener, at det er godt, når vi ind imellem alle sammen samles hos hende i stedet for her hjemme, for så bliver jeg siddende længere i sofaen, jeg kan ikke springe op for at ordne madpakker, vasketøj eller have, nej jeg kan bare sidde og blive siddende.
Og jeg vil gi’ hende så evigt ret, for hvor er der bare meget nærhed og varme at hente, når vi sidder der i tusmørket og lader roen falde på os…
