Sophie mente, at hun og veninden Line, a.k.a. Noahs mor, trængte til at komme hjem til en lille påskefrokost her hos os, det behøvede ikke at være noget særligt, sagde hun.
“Bare lidt lækkert, sådan som du plejer, Mor, sild med den gode karrysalat og måske lun postej , eller bare hva’ du har lyst til at lave, gør det du synes altså!”
Hun er snu, er hun, for hun ved godt, at det griber om sig, når jeg skal lave “bare lidt”, hun har vist en fornemmelse af, at det begreb slet findes ikke i min mad-verden, jeg kommer altid til at gå lidt i selvsving, når jeg svinger gryderne…
Og sådan gik det selvfølgelig også i dag, til stor glæde for mig, der fik lov at lege, og forhåbentlig også for dem, der fik lov at spise sig igennem det ene og det andet.
Vi nåede at vende verden, vi fik dikket baby og snakket barnedåb, vi talte om forældreskab før og nu, og havde dejlige timer i hinandens selskab.
Torben var næsten ene hane til frøken-frokost, for selvom Noa kan prale af den flotteste kam, så er der ikke meget mandehørm i ham endnu, og øl må han jo slet ikke få.
Frøkenerne er taget tilbage til byen nu, med lidt rester til at forsøde aftenen med, vi nød de kom, og jeg nød at få lov at kokkerere…
