På denne smukke julifredag, der starter lunt med sol på, fylder mit ældste elskede barn 27 år.
Mild og stærk på samme tid, sart men modig, hun rummer så meget som vi andre må beundre vildt og inderligt.
Hun er mere kærlig og favnende end nogen anden jeg kender, de der har Sophie i deres liv kan altid være sikre på store brede varme smil og masser af omsorg og nærvær.
I dag er der nogen i Roskilde, der skal nyde godt af hende og hendes skønne væsen.
Vi andre længes og glædes for og med hende.
Lige om lidt så er hun her igen til fejring og masser af den slags kys, som en mor har ret til at gi’.
Tillykke med fødselsdagen, min elskede pige, hils på Orange…
Det er jo for vildt, hun er jo nærmest lige landet her hos os.
Amanda nyfødt – blink – Amanda seksten.
Seksten, smuk, selvstændig, sjov, sødmefyldt og helt sin egen.
Det perfekte punktum i den lille flok, som jeg kan kalde mine piger…
Amanda er blevet fejret godt og grundigt, flere gange hen over ugen og lidt er stadig i vente, hun har nydt at have masser af hyggelige gæster, spist sig igennem bugnende borde og har kunnet pakke de labreste gaver op.
Hun er godt tilfreds, sagt på stille jysk, i virkeligheden betyder det jo megamonster glad og heldigvis også taknemmelig, når det kommer fra hendes mund.
Weekenden er brugt hos Liselotte og Kenneth, hvor hun nyder at komme, hun har pludret en masse med Liselotte og også talt om skoleting med Oline og Greg. Hun har sovet længe og toppet op med middagslur, hun har nydt bare at være og at flyde og hun har fået lov, dels som en fin afrunding af fejringen af de søde seksten og dels som den opladning, der må til ind imellem, når man er ved at stride sig igennem et par og tyve eksaminer.
Sødeste Amanda 16 år – vores skønneste rosin med de smuttende øjne – alt godt og skønt til dig i året, der ligger nyt og ubrugt lige foran dine fødder…
I mere end 6 mdr har hun manglet her i mit hverdagsliv.
I mere end 6 mdr har jeg ikke kunnet kysse hende på håret, inden jeg går i seng.
Der er dage, hvor jeg er syg af længsel, hvor jeg mangler hende, savner hende, længes så forfærdeligt efter mit midterbarn, mit skønne barn, mit stærke barn, min Laura.
Andre dage er savnet knap så voldsomt, så “tåler” jeg det.
Men på alle dagene glædes jeg også så usigeligt over, at hun fik denne mulighed for at opleve verden på en måde, som hun så gerne ville, at leve en tid i det land, som hun har længtes efter at komme til at kende fra hun var bare en lille ny skolepige…
Hun har det forrygende, oplever så meget og lærer noget om livet på en måde, som hun ikke ville ha’ gjort, hvis hun var blevet her.
Jeg under hende det hele, men jeg er sørme glad for, at der er tvungen hjemrejse og at hun stadig er så ung, at vi kan insistere på, at hun skal komme.
Også selv om det kan ende med, at det bare bliver for at sige hej og gå et par år på IB.
Hun ta’r afsted igen, det ved jeg, men den tid den sorg, for inden jeg lov at ha’ hende her hos mig en stund.
25. juli rejser hun ud af USA, nærmest den dag, hvor hendes visum udløber, hun skal ha’ det hele med og sådan skal det være.
Og når hun så er her igen, så vil jeg ta’ hende med ud i sommerlandet og give hende og hendes smukke søstre mulighed for at springe badut i sommernatten mens de pigehvin fylder luften.
