Browsing Category

Familieliv

Familieliv, Hjemme, Jul, Lidt af hvert

STJERNER TIL EN STJERNE…

03/12/2012


Julen er flyttet ind. Stuerne er trimmet og det samme er de andre rum, pyntede og fine og lige til at frydes over. I alle tilfælde for os, der har hang til den slags.

Og det har vi “os”, der bor og hører til her, pigerne og jeg.
Decemberfryd med stjerner, lys, kogler, vise mænd, blomster, engle, hønisser og oven i købet med hvidt drys udenfor ruderne.

Vi er klar til tage imod alle decemberdagene med hyggelige gøremål og dejlige kom-sammen’er…

Jeg holder af at finde på nye måder at bruge vores julepynt på, jeg bliver aldrig sådan én, der pakker de samme ting ud år efter år og sætter dem de sammme steder, sådan fungerer det ikke for mig, jeg nyder at finde andre mulighder og nye makkerpar og se tingene tage form i vores rum, mens jeg går og ordner.

Lidt nyt kommer også til hvert år, både hjemmelavet og hjemmebragt, fra udvalgte butikker og dygtige veninders kreative hænder.
I år er der nissegrimling på gris og det smukkeste syede jesusbarn med forældre som Hanne har syet.

Og også Obama har fået selskab af frisklavede stjerner i farver, der klæ’r ham. De er superlette at lave og rigtigt fine, synes jeg, man kan finde en anvisning til dem på Panduro Hobbys hjemmeside…

I dag er både papirstjerner og Amerikas stjerne blevet fotograferet af en rar fotograf fra MJA, han havde også min fars hjemmelavede englekor og forårets loppescoop af en julepyramide i søgeren og til sidst også fruen her.
En sød journalist var også med og vi fik gode snakke om traditioner, passioner og glæden ved varme decemberdage og hvide driver. Inden længe vil både billeder og hendes “udtræk” af et par timers samtale være at finde i avisen.

Det var hyggeligt, at de kom forbi, og ud over den gode oplevelse, som det var, ja så kan jeg nu også læne mig tilbage og sige Tjek til julestylet hjem.
Hvis jeg da ikke lige finder på et eller andet, som vi bliver nødt til at rode med, noget med glimmer, limstift, udklip og vinger.

Og selvfølgelig neonfarvet murersnor.
Det kommer man ikke sådan udenom denne december…

Familieliv, For hjerte og sjæl, Pigerne

STILLE ONSDAG MORGENSTUND…

21/11/2012

Onsdag er mød-sent-dag, ankom-ved-frokost-dag, luksus, men selvfølgelig også med den krølle, at sent afsted betyder sent hjem.

Det er dog ikke på det sidste at jeg stiller skarpt, jeg nyder bare at starte ud i roligt tempo med masser af tid til te og tanker.

 

Jeg har foreberedt mig til aftenens oplæg om at opmuntre børn til samarbejde, så formiddagen er helt min egen og jeg vil lukke øjnene for det køkkengulv, der kunne trænge til en skuring, for den bunke vasketøj, der kalder på sammenlægning og strygning, jeg ser det ikke, husmor-genet er for en stund muteret til et jeg-er-da-ligeglad-gen og i stedet skal jeg nyder at pusle med de sidste ting til weekendens hurlumhej og også bare sidde i min sofa og gøre ingenting…

 

Jeg ved, at Sophie kommer om en times tid, jeg ved, at Laura og Amanda tager hul på gode skoledage lige om 10 minutter, det er godt at vide, hvor de er og hvordan deres verden vender. Mine smukke 3. Mine allerstørste inspirationskilder på vejen igennem det gode hverdagsliv.

De er så forskellige men så tydeligt gjort at det samme råstof; kærlige, opmærksomme, reflekterende, modige og ægte, det er ikke svært at beundre og være stolt. Jeg er et heldigt menneske, en heldig mor. Det mærker og tænker jeg på hver eneste dag og kan mærke hvordan jeg ranker mig, når jeg ser dem, hører dem, sammen og hver for sig.

Også når de ikke er her fylder de rummene, små spor er efterladt og indre billeder af hyggelige og nære timer for os her i lejligheden står skarpe. Jeg mærker det ekstra tydeligt i en stille morgenstund, som den i dag, hvor alt er roligt og ingen forventer eller kræver andet end ingenting.

 

Nyd onsdagen derude…

 

 

Dengang, Familie, Familieliv, Lynhistorier

DA JEG LÆRTE AT SVØMME…

04/11/2012

En vandet lynhistorie.

 

På varme sommerdage kørte mormor og jeg til Kelstrup Strand i vores grønne Folkevogn.

Med termokaffe, store badehåndklæder, æggemadder i køletaske og mønter til is ved købmanden, som levede godt af alle de sommerglade strandgæster, der ikke bare købte is men også Sunquist drik i trekantet emballage, chokoladekiks, bolde og suttekaramel i muslingeskaller af plastik.

Vi havde vores bløde frottébadekåber med, så man kunne klæde om i ly af stoffet og ikke behøvede at sno sig som en ål mens man holdt håndklædet med den ene hånd og trak badedragten op eller ned med den anden. Ugeblade var med, en krydsogtværs og Sea&Ski sollotion i en grøn bøtte med orange låg, faktor var der sikkert ikke så meget af men det betød knap så meget for os, hvis hud ligner noget fra et sydligere land.

 

Jeg elskede de sommerdage ved stranden, elskede at ligge med lukkede øjne under et håndklæde og lytte til de hujende børn i vandet, til bølgerne og summende stemmer fra andre familier. Jeg elskede duften af solcremen og den varme kaffe, som mormor hældte op i en Koka-kop, som var pakket ind i køkkenrulle under transporten til stranden…

 

Mormor gad godt at svømme, ikke sådan vildt og med hop og sprøjt, det gik ikke for den vandondulerede frisure, der vel mest af alt lignede Dronning Ingrids; nej tak den til slags vildskab, hun ville hellere svømme brystsvømning i roligt tempo med hovedet løftet højt over vandet og selvfølgelig langs stranden.

Hun øvede tålmodigt med mig, bandt det kolde hvide korkbælte med de blå nylonsnore om min bløde brune bare mave og forsikrede mig hele tiden om, at hun var lige ved mig og intet slemt kunne ske. Hun holdt mig under maven og grinede kun lidt, når mine tynde ben spjættede mere oppe i luften end nede under vandoverfladen. Ingen irritation over afbrydelserne, fordi jeg skulle glo på andre børn eller undersøge en fin muslingeskal.

Hun tog sig tid. Og vi øvede og øvede…

 

Morfar var ikke så tit med, han arbejdede og havde i weekenderne uopsættelige mandeprojekter med bil og værkstedet med træ og skruetrækkere.

Men ind imellem så var han med! Med larm og store glade armbevægelser og fuld af løjer.

Og så blev der tumlet i vandet, så var der ikke længere forbud mod at sprøjte på håret eller lave bomber fra badebroen.

Vildskab på den skønne måde og så rolige øjeblikke på håndklæderne, hvor der blev sørget så fint for os, inden vi igen kastede os ud i bølgen blå.

 

Morfar svømmede med mig på sin ryg, jeg holde med armene om hans hals og lå så der og var motor med mine små brede fødder. Ind imellem kastede han mig af og jeg nåede at synke lidt ned mod bunden, før han hev mig op igen, jeg var ikke bange, havde ingen grund dertil, for han var min Mof’ og jeg vidste, at jeg var hans øjesten.

Vi lavede en aftale om, at jeg skulle huske at tage et par svømmetag, mens jeg var kastet af, bare et par stykke indtil han hev mig op på ryggen igen og efter en god weekend, hvor både lørdag og søndag bød på familietur til Kelstrup, så opdagede jeg pludselig, at han var holdt op med at hjælpe til, når jeg skulle hives hen til ham efter en afsmidningen.

Pludselig blev han bare stående og ventede. Og jeg svømmede. Alene. Bare mig. Med små spjættende tag og sikkert masser af vand i maven, men jeg svømmede og glæden og jublen ville ingen ende tage.

 

“Du svømmer selv nu, Annepige, du svømmer!”

Og mormor smilede, himlen var blå og livet var i det moment lutter af lagkage.

Det var sommer, det var sol og det var søndag.

Og meget meget længe siden.

 

Jeg svømmer stadig. Allerhelst ved østkystens stille strande.

Og efter 22 år i nærheden af Silkeborgs søer så er jeg også kommet til at holde vældigt med af det ferske vand med skaller og gedder i.

Men kun om sommeren, vinterbader bliver jeg aldrig…