11. August 2011 afleverede jeg en datter i Kastrup til et år på High School.
12. august 2012 afleverede jeg en datter i Aarhus til et år på efterskole.
I august 2013 har jeg ingen at sende afsted og det er da ærlig talt ikke noget jeg begræder, jeg synes, at jeg hat haft farveller nok i de sidste par år.
At sige farvel i dag var dog en del lettere end farvellet til Laura var, faktisk fantastisk meget lettere, men det betyder ikke, at jeg kunne gør det uden spekulationer, formaningen, uro og fugtige øjne.
Men allermest blev de sidste knus givet med masser af lykke, forventning, glæde, tro, håb og oceaner af kærlighed.
Min sidste lille kylling, vores allesammens lillesøster, hende rosinen med de store bløde brune øjne er nu i frit løb ude i verden og vi andre hepper her hjemme fra…
Amanda har trukket et heldigt lod i værelsesfordeling, smukt smukt udsyn til bakker og grønt og brægende får og førstehåndsindtrykket af roomien er vældigt godt, stille og naturlig pige som Amanda selv, det gav et lille lettet suk i dem begge, da de kiggede hinanden i øjnene. Og sådan var der nok også en mor eller to, der havde det lige sådan i det øjeblik.
Som lillesøster til 2 store driftige søstre nåede lille my’en nærmest ikke at blinke før der var pakket ud, organiseret, lagt på hylder og puttet i skuffer. Bum-bum-bum så var det klaret og den ellers ret hurtige mor nåede nærmest ikke at få hænderne op af lommen. Og må hun sige det selv, så klarede hun faktisk ret godt at læne sig tilbage og se på.
Velkomst, sange, kaffe, kager, informationer og kiggen-hinanden-an var der afsat nogle timer til og vi forlod ikke skolens matrikel før et kvart minut i skrid hjem tid.
Vi måtte ha’ det hele med og være helt sikre på, at Amanda nu også var okay.
Det var hun selvfølgelig, det var bare den ene hønemor der nu havde fuld support fra to, der var lige så vimsende…
Aarhus Efterskole har dette forår fået skrevet en sang til sig selv af Iben Krogsdal, en smuk og stærk sang om at rejse i livet. Jeg blev rørt da vi sang da, rørt af ordene og stemningerne, rørt fordi jeg nu igen sad der med mine smukke tre og mærkede hvor stærke vi er sammen og stolt at, hvordan vi sammen har rejst afsted og rejst os i det sidste års tid.
Jeg ville ønske, at jeg kunne synge sangen her, alle versene, men det ville nu nok alligevel være for meget at udsætte nogen som helst for, så jeg nøjes med taste bogstaverne til ordene i vers 3, som gav mig følelsen af OS. OS 4 kvinder i forskellige aldre, forskellige og alligevel så ens, mine piger, vores lille familie.
Lege for livet – og leve for nogen!
Åbne en gave og række en arm!
Løbe på græsset med tvivlen og troen!
Hente en viden og leve den varm!
Følge de lysvendte love, der gælder:
Timerne sammen er timer, der tæller!
Vi har haft timer sammen, pigerne og jeg, rigtigt mange, for jeg har prioriteret dem, da de var små og halvstore og også nu, hvor de 2 er på vej mod voksne og den sidste allerede er det, også nu er de det vigtigste, først dem og så alle de andre skønne ting, som livet også rummer.
De ved det, de tvivler aldrig og ved også, at linen er lang og elastikken ligeså og jeg er altid i den anden ende af den…
Jeg kan sagtens give slip, jeg tør godt, for de vender tilbage mine 3 “små, de ved, at det er her de hører til, sammen med hinanden og sammen med mig. De er gode til at sætte stærke og velformulerede ord på det, skarpe og til tider også spiddende, men oprigtige og fra hjertet.
Jeg er heldig at ha’ dem her hos mig, sammen og hver for sig og på hver deres måde.
De næste mange måneder skal Laura være en slags enebarn her, mens rosinen hygger sig og folder sig ud i Skåde, det bliver en fantastisk oplevelse for Amanda, det er jeg ganske sikker på, hun har taget en beslutning om et år på efterskole og når hun beslutter noget, så gennemfører hun det koste hvad det vil.
Også selv om hun så ind imellem fisker efter sin mindste storesøsters hånd og holder den fast indtil modet vender tilbage.
Da mine øjne faldt på deres hænder i dag blev jeg sendt tilbage til 11.august sidste år, hvor lige præcis de hænder også holdt rigtigt godt fast i hinanden. Fantastisk at kunne følges sådan ud i livet, sammen og lidt hver for sig…
Alt er godt, alt er roligt, her er lidt tom, selvfølgelig er der det, nu havde jeg jo lige vænnet mig til, at der igen var 2 teens i huset, men jeg under af hele mit bankende moderhjerte, at Amanda nu står for tur på oplevelseskarussellen og glæder mig vildt over, at der er noget kortere afstand denne gang mellem ude og hjemme.
Hun er væltet omkuld derude, har sendt godnatkys til alle, mest Otto og står i morgen op til den første dag i det forhåbentligt bedste år i hendes ungdomsliv.
Og mens hun suger alt til sig på denne mandag, så vil der på et tidspunkt også tikke en mail ind fra England med alle hendes eksamenskarakterer fra forårets 27 eksaminationer. Skal vi ikke satse på, at resultaterne efter 2 års målrettet slid er af sådan karakter at de bare bliver en ekstra klat flødeskum på en herlig og solfyldt augustdag…
