På en mark ved Spøttrup Borg har jeg spist min frokost i dag. Sammen med 2/3 af det, som giver mit liv allermest mening og varme.
Smukke, glade, grinende, varme og skønne er de, Amanda og Sophie, og jeg føler mig som det rigeste menneske i verden, når jeg er så heldig at have sådan en hel dag sammen med dem uden forstyrrelser eller afbrydelser.
Bare os og det som vi synes er hyggeligt og sjovt…
I dag var det søndagstur ud i sommerlandet. Tur med picnickurv og tæpper og en plan om at besøge et loppeparadis.
Det blev den mest vidunderlige dag, sådan en af den slags, som vi tydeligt vil have med indeni i lang tid. År måske.
På næste søndag kan vi tage turen igen. Måske den samme. Måske en lidt anden.
Men på næste søndag bliver det endnu mere vidunderligt for der er reden fuld og hønemor tilpas og rolig.
3 ud af 3 vil være med og så bliver den slags vist ikke bedre…
Mange grydeskeer på lærredet eller mange pensler på panden?!
Multi-beskæftigelse fordi man elsker det og ikke kan lade vær’.
God eller dårlig vane – det kommer rigtigt meget an på, hvem man spørger vil jeg tro.
Jeg behøver ikke at spørge nogen, hverken om mine vaner eller om jeg må, jeg gør det bare og hygger mig med det.
Synkrone bevægelser over skærebræt og palet…
Hanne har tit grinet af mine små ritualer i køkkenet.
Snitte, hakke, piske, røre, vaske hænder, tørretørre, håndcreme på og så lige strikke et par pinde stående ved gryderne.
Og så forfra – snitte, hakke, piske, røre, vaske hænder, tørretørre. håndcreme på og så lige et par pinde mere.
Og snakke og grine og drikke vino og kalde på hund og lufte unger.
Og så lige lave lidt mere mad.
Ikke så fokuseret og så alligevel –
for det hele endte jo med at gå op i en højere enhed og jeg havde det rigtigt rart så længe.
Og det var jo altså ikke noget med, at maden først stod på bordet ved midnatstid, nej nej der var skam fornuftig servering bare med indlagt strik…
Ulden er blevet afløst af akrylen, de tynde pinde af bløde pensler, men det er stadig køkkenbordet der er inddraget til sidebeskæftigelserne under madlavningen.
Lige nu står der er keyboardstort lærred på køkkenbordet, stablet på spisepinde og aviser fordi det er meget vådt og griseriagtigt med de mange tynde lag, der males på.
Ved siden af lærredet er der parkeret skærebræt, rivejern og hvidløgspresset og en enkelt pose øko-rødder.
Og på komfuret står der Skramsgaderet og ris og putrer færdigt, mens jeg lige kan nå at vende lærredet og give det en omgang tyndt og meget flydende grønt.
Det var ikke planen det der med maleri i køkkenet, egentlig skulle det ha’ foregået i køkkenet ovenpå, der jo ikke rigtigt bliver brugt og hvor der er mulighed for at dække af med plast og rigtigt brede sig, men nu stod jeg jo lige hernede og orkede ikke at suse op og ned under middagstilberedningen, så derfor!
Logik ikk’?!
I alle tilfælde for mig lige i dag.
Og når jeg har sat det sidste punktum her så er malingen våd, maden klar og vi skal
Man bliver jo helt udmattet af det her feriestads!
Af de nye lyde og lugte, af at holde øje med de store træer, der vifter foran ruderne, af de flagrende sommerfugle og havets brusen i de store katteører.
Man bliver forpustet af at jagte solen, der kommer og går en hel masse, af at klæde sig af og på for at få varmet og brunet – ja det er selvfølgelig dem uden pels der gør det – og man falder også lidt om og blunder af al den gode mad, som man nyder.
Hårdt at være på ferie, det er det altså, når man bare er et lille langlemmet pelsdyr…
