På denne smukke julifredag, der starter lunt med sol på, fylder mit ældste elskede barn 27 år.
Mild og stærk på samme tid, sart men modig, hun rummer så meget som vi andre må beundre vildt og inderligt.
Hun er mere kærlig og favnende end nogen anden jeg kender, de der har Sophie i deres liv kan altid være sikre på store brede varme smil og masser af omsorg og nærvær.
I dag er der nogen i Roskilde, der skal nyde godt af hende og hendes skønne væsen.
Vi andre længes og glædes for og med hende.
Lige om lidt så er hun her igen til fejring og masser af den slags kys, som en mor har ret til at gi’.
Tillykke med fødselsdagen, min elskede pige, hils på Orange…
Jeg er i gang med at ordne Lauras værelse oppe ovenpå.
Flyttekasser pakkes ud, tøj lægges på plads, bøger sorteres og sættes i skab og små opstillinger af gammelt og nyt forenes på hyggelig vis.
Jeg går deroppe og smiler stort, bare det at bevæge mig i det rum, hvor hun snart skal bo, gør mig varm og rolig. Snart er hun her og jeg glæder mig så usigeligt meget.
Her skal være fint og særligt, når hun lander, hun skal kunne genkende og falde til ro i de nye rammer, som hun indtil nu kun har set på Skype.
Det er så vigtigt for mig, at hun kan se, at hun er ventet og at det hun kommer til er lige så meget hendes, som det er vi andres…
Hun har givet små pip om, hvad hun ønsker og ikke ønsker, og også fortalt, at det er svært at finde ud af, om hun skal kigge på forhånd eller helt lade sig overraske, når hun træder ind deroppe ved aftentide d.26. juli.
Helt afklaret med det er hun vist ikke, så i dag bliver det bare til en lille sprække på en udvalgt del af væggen.
Måske kan der komme mere senere.
Men lige meget hvad, så hygger jeg mig mere end meget med at hænge op og pille ned og flytte rundt og flytte tilbage.
Det ender godt, det er jeg sikker på, og allerbedst bliver det, når der kommer varmt og levende og krøllet og smilende fyld ind i værelset…
Da pigerne var små – og også lidt større – elskede de at få et fad med madder.
Små kvarte stykker rugbrød med pålæg og pynt, de guffede sig igennem det hele og jeg kunne sådan set stable hvad som helst på, ned røg det!
I virkeligheden var det nok ikke kun de små i huset, der nød mors madder, også de lidt ældre og mange af dem, som kom forbi ved frokosttid gad også godt at ha’ en flad.
Og det fik de så – jeg har smurt og smurt og elsket det.
Jeg serverer hellere end gerne fade med flade fyldt med kærlighed til både mad og mennesker…
Den sidste lange tid har der ikke været den store efterspørgsel på den slags madder, vi har fornøjet os med så meget andet godt til vores frokoster i weekenden, men i går kaldte alt bare på sådan en omgang.
Amanda sad mat og mut i sofaneseren, unden for silede regnen og i køleskabet var der gode rester og nyindkøbt fisk.
4 frokostbidder til hver, ikke helt kvarte men heller ikke halve, det rugbrød, der var i skabet var mere fladtrykt end højt, så der kunne blive tre stk pr skive brød.
Det passede lige med de 4 til de huller, der var i vores maver og vi nød nærmest alle madderne lige meget.
Det vil sige – den med det røgede torskrogn var ikke en højdespringer for Amanda!
Fiksefrikadelle af laks og torsk med hjemmerørt remou på.
Røget torskerogn med radise og forårsløg.
En lille Samsø kartoffel med Hellmanns, radise og basilikum.
Og så lidt plukket kyllingebryst fra fredagens aftensmad toppet med et sødt rødt dansk jordbær…
Bakken med madder måtte have en reprise i dag, for Sophie mente, at hun bestemt trængte til sådan en omgang.
Udvalget blev tæt på det samme, i dag blev den røgede rogn dog rørt med skyr, hakkede radiser, purløg og lidt hvidløg og så placeret ovenpå et nykogt æg. Ikke en helt ringe mundfuld.
Weekendfrokost er godt og roligt og nydes med maner.
I stribede natbukser af hende Amanda, der er afsløret i det nederste hjørne af det øverste foto.
