Det er jo for vildt, hun er jo nærmest lige landet her hos os.
Amanda nyfødt – blink – Amanda seksten.
Seksten, smuk, selvstændig, sjov, sødmefyldt og helt sin egen.
Det perfekte punktum i den lille flok, som jeg kan kalde mine piger…
Amanda er blevet fejret godt og grundigt, flere gange hen over ugen og lidt er stadig i vente, hun har nydt at have masser af hyggelige gæster, spist sig igennem bugnende borde og har kunnet pakke de labreste gaver op.
Hun er godt tilfreds, sagt på stille jysk, i virkeligheden betyder det jo megamonster glad og heldigvis også taknemmelig, når det kommer fra hendes mund.
Weekenden er brugt hos Liselotte og Kenneth, hvor hun nyder at komme, hun har pludret en masse med Liselotte og også talt om skoleting med Oline og Greg. Hun har sovet længe og toppet op med middagslur, hun har nydt bare at være og at flyde og hun har fået lov, dels som en fin afrunding af fejringen af de søde seksten og dels som den opladning, der må til ind imellem, når man er ved at stride sig igennem et par og tyve eksaminer.
Sødeste Amanda 16 år – vores skønneste rosin med de smuttende øjne – alt godt og skønt til dig i året, der ligger nyt og ubrugt lige foran dine fødder…
Først fik vi spisebord med hollandsk udtræk og der er allerede spist rigtigt mange gode og hyggelige måltider omkring det – både med og uden ud- og overtræk.
Nu er her blevet opgradet med både spisestue og skænk!
Jamen hvad skal det da ikke ende med?!
Vi har fået flere kvm ved at leje lejligheden ovenpå til teenagehule og så bliver jeg her nedenunder med mere luft omkring mig. Det er SÅ herligt at få mere rum mellem møblerne og mindst lige så herligt for pigerne at have deres egne rum ovenpå.
Der er kun de to lejligheder, der deles om indgang og opgang, så ingen andre færdes på “vores” trappe og dørene ud til den kan stå åbne så vi kan høre og fornemme hinanden.
Og jo selvfølgelig også lukkes, når der på livlige dage er brug for det…
Amanda er rykket op og er godt i gang med at indrette sig med rod og hygge og jeg rumsterer i hendes gamle værelse med spisebord og stole og lamper og nymalede billederammer og lækre vindueskarme at smide dims og dut i.
Og sørme også med en skænk – en MEGA tung teakskænk – som har efterladt mig med ømme arme, store blågrønne knubs og en dørkarm med hul. Den er købt i en lokal “genner”, der også fik betaling for udbringning, som så kun gik til fortovet. Men med lidt smørelse og søde smil fik jeg den dog båret op i vores lille entré, hvor den fyldte DET HELE.
Hurra for en underbo, der gad at hjælpe med at slæbe afsted, uden hans hjælp havde den stået derude endnu, for på trods af masser af vilje, et håndklæde at skubbe på og gode puf af Amanda og hiv af mig, så stod den hvor den stod og vi kunne ikke få den drejet om hjørnet igennem døren.
Det kunne jeg heldigvis med lidt mandehjælp og nu står den lige der, hvor den skal, fin og blød og supervelholdt og skal lige om lidt fyldes med noget af alt det, som er ved at eksplodere ud af mit krea-skab i mit værelse…
Der er kommet en lille smule på væggene.
Et gammelt Karin Olesen litografi, som jeg holder meget af og så et par “platter”. Én af Donna Wilson og én af Wiinblad, som i dagens anledning er blevet pyntet med farver, der matcher Donnas orangehårede pigebarn. De får lov at hænge lidt men ikke for evigt, bare lige som en farveklat i foråret.
På skænken står to små billeder, som jeg glæder mig til at finde den rette plads til.
De er malet i lørdags under t.i.n.g.s åbning, hvor Tanja og Sidsel fra Linked Ink sad ovenpå imellem alle de smukke nye møbler og malede lækkerier, som kunderne købte med glade smil.
Superfin idé, synes jeg, og havde pungen været fyldt som en hestehandler, så havde jeg bestemt også hevet mere med hjem.
En eller anden dag så VIL jeg ha’ et par af deres “rigtige” billeder.
Bare – hosthost – ét af fra hver af dem .
Måske en dag, hvor jeg rykker videre herfra til et sted med store vægge, der vil kunne favne et KÆMPE billede.
Indtil da vil jeg glæde mig over petit-udgaverne, over den store skænk og allermest over, at vi nu kan slå ud med armene her i rummene uden at et eller andet væltes omkuld.
Anne Stange – nu med spisestue og skænk – det lyder næsten voksent…
Rolige eftermiddagstimer efter et par hektiske arbejdsdage, masser tid og ingen planer, masser af rum til bare at være og bare at gøre.
Gøre det, som jeg lystede og lade det ligge, som ikke ligefrem råbte på mig.
Jeg elsker bare fredag…
Klippede et gækkebrev, skrev vers på og monterede det med vintergækker fra haven, sendte det afsted til Laura, ikke for at hun skal gætte hvem, der prikker og stikker, den alder er for længst lagt bag hende, men hendes familie kan da få en præsentation af en af vores danske traditioner.
Slikæg kom også i pakken, et par ugeblade af den royale slags, som Laura elsker, og så også et par breve med små frø til morgenfruer, jeg er sikker på, at Laura kan få lov at så dem i haven, hvor hun bor nu, og at hun kan nå at plukke den første buket og pynte en enkelt salat med dem, inden hun engang allersidst i juli vender næsen hjemad.
Småpakker hjemmefra er gode at få med jævne mellemrum, gode at få men nu også gode at samle og ordne.
Så passende som et element i en dejlig dejlig fredag…
