I mere end 6 mdr har hun manglet her i mit hverdagsliv.
I mere end 6 mdr har jeg ikke kunnet kysse hende på håret, inden jeg går i seng.
Der er dage, hvor jeg er syg af længsel, hvor jeg mangler hende, savner hende, længes så forfærdeligt efter mit midterbarn, mit skønne barn, mit stærke barn, min Laura.
Andre dage er savnet knap så voldsomt, så “tåler” jeg det.
Men på alle dagene glædes jeg også så usigeligt over, at hun fik denne mulighed for at opleve verden på en måde, som hun så gerne ville, at leve en tid i det land, som hun har længtes efter at komme til at kende fra hun var bare en lille ny skolepige…
Hun har det forrygende, oplever så meget og lærer noget om livet på en måde, som hun ikke ville ha’ gjort, hvis hun var blevet her.
Jeg under hende det hele, men jeg er sørme glad for, at der er tvungen hjemrejse og at hun stadig er så ung, at vi kan insistere på, at hun skal komme.
Også selv om det kan ende med, at det bare bliver for at sige hej og gå et par år på IB.
Hun ta’r afsted igen, det ved jeg, men den tid den sorg, for inden jeg lov at ha’ hende her hos mig en stund.
25. juli rejser hun ud af USA, nærmest den dag, hvor hendes visum udløber, hun skal ha’ det hele med og sådan skal det være.
Og når hun så er her igen, så vil jeg ta’ hende med ud i sommerlandet og give hende og hendes smukke søstre mulighed for at springe badut i sommernatten mens de pigehvin fylder luften.
Jeg glæder mig…
