Amanda og Laura var på Skype sent i aftes, den ene havde arrangeret sig hyggeligt i sin seng mellem bløde dyner og puder og den anden var trukket i det varme tøj og skovlede sne i Wisconsin, der for alvor er blevet dækket af hvidt.
Laura havde fået stillet sin IPhone op af en lille stolpe og svingede sneskovlen mens snakken gik.
“Synes du ikke jeg har en god teknik?” spurgte hun lillesøsteren, der vist synes, at alt Laura gør er godt.
Jeg sad i stuen og kunne høre snakken gå, og ingen har vel svært ved at forestille sig, hvor blødt mit hjerte bliver, når jeg hører og fornemmer den dybe kærlighed og forbindelse, der svæver over Atlanten imellem de to.
De har altid været tætte, men jeg synes, at afstanden har givet deres relation fornyet styrke. Savnet af den anden og selvfølgelig også den helt nye livssituation, som vi alle er havnet i, bringer dem tættere end tæt og der er ingen tvivl om, at de to er hinandens bedste ven…
De sludrede om hverdagsting og fælles venner, om de 24 eksaminer, der venter Amanda dette forår, om Lauras nye venner og om den weekendudflugt, som Laura var ved at pakke til. De snakker om dem, som de kun har fnys til overs for og om dem, som fylder deres hjerter.
Alvor og spas i skøn forening, de nyder det og det samme gør jeg.
Og indeni er vi mere end bare én, der hemmeligt tæller dagene til, at vi alle igen er samlet under samme tag.
Det bliver en lykkens dag der sidst i juli.
For os alle –
men især for B1 og B2…