I en uge med alt for meget arbejde og alt for lidt tid er det herligt, når der pludselig skabes et lille åndehul med rum til samvær og udflydning.
Jeg nuppede lynhurtigt muligheden for gode timer i selskab med 2 af mine 3 skønne, timer med sniksnak, planlægning, søde bidder, hemmeligheder og stille væren.
Der blev fyldt op på morlykkekontoen…
Mens lyset udefra stadig fyldte stuerne, fyldte vi vores maver med sød eftermiddagsmad.
Julekrydderierne i bollerne spredte den kommende tids velduft omkring os og det havde ikke skullet ret meget mere til, før vi var gået i decemberselvsving.
Vi klarede dog at få lagt en dæmper på de lyster med en herlig snak om næste sommers ferie, vi bruger god energi på at planlægge rare ting, som kan blinke og lokke forude.
Og går alt op i en højere enhed, så er vi i alle tilfælde 3, der rejser til sol, strande, kløfter, bjerge, vandreture, stilhed og gode restauranter allersidst i juni.
Det var godt at varme sjæle og tanker med på sådan en tåget torsdag som i dag…
I dejligt selskab af kusine, fætter og onkel bød lørdagen på nedpakning og tømning af Farmors lille rækkehus længere nede i Jylland.
Hun var en dame med styr på tingene, hende vores Inger M, og havde på samme sirlige måde, som bisættelsens elementer var noteret, skrevet lister over, hvem der skulle have hvad med hjem. Alt var velvalgt og gennemtænkt og jeg har en fornemmelse af, at vi alle føler os rigtigt meget set af Farmor.
Til mig var der bl.a. valgt en Fleur lampe, som nu står så fint i karnappen og sender et blødt lys ud i stuen om aftenen. Skærmen skal inden længe skiftes, men for nu er den god som den er.
Mon ikke jeg vil sende Farmor en kærlig tanke i de mørke aftener, når jeg tænder Fleur…
Da de – af Farmor bestemte – ting var fundet og fordelt var der mange mange andre dejlige ting at tale om og pakke i vores kasse, gode historier om dette og hint flød imellem os, vi har alle så mange skønne minder om dage hos Farmor og det var rigtigt dejligt at få lov at dele dem der i skumringen i lørdags.
Stille gik vi rundt og tog de ting, som vi hver især gerne ville have med os, små ting og store ting fordeltes med smil og velvilje, og jeg er sikker på, at alle kørte derfra med en fornemmelse af at have noget af den særlige farmor-ånd med sig.
Min farmor havde en rigtig god smag, smukke møbler, skønne malerier, lamper, nips, porcelæn og brugskunst og jeg glæder mig over, at en del af de mindre men dejlige ting nu skal bo her hos mig…
Alt er valgt med omhu og glæde og jeg vil nyde det hele, både det, der er skønt at se på og bruge i hverdagen og også de mere kuriøse ting som det lille askebæger med skovfeen hvilende på fluesvampene.
Det er meget mere sjældent end kønt, men malet af en ung Inger Margrethe, der hverken var blevet mor eller farmor endnu, engang i 1938 og derfor er det ganske særligt for mig at det nu står her hos mig.
De lækre glaskrukker og Wiinblad tallerkener, fine saltbøsser og lækkert bestik skal bruges hver eneste dag, det står på mine hylder nu og jeg smiler til det, når jeg går forbi.
Snart vil det “bare” være en del af vores hverdagsliv og der vil blive længere mellem tankerne om, hvor det kommer fra, men jeg vil altid vide det og jeg er også sikker på, at historierne vil blive fortalt med jævne mellemrum når mine piger tager tingene frem…
Oven på en smuk og stille afsked til min søde søde Farmor blev natten alligevel lang og urolig.
Efter en virkelig særlig fredfyldt stund i kirken blev kroppen og sindet alligevel uroligt og sitrende.
Farmor lå der under en helt vidunderlig bårebuket af store høstfarvede og pink georginer, mørke blade fra en parykbusk og en væld af hvide orkide’er, som min kusine havde sørget for var blevet plukket af Farmors egne planter hjemme i stuen, hun lå der stille og død efter at have klaret 97 år på en jord, der ikke gjorde det alt for let for hende.
Hun nåede at lægge 2 af sine egen børn i graven, voksne men stadig unge, det skulle ingen mor behøve at gøre.
Hun klarede det med en nærmest umenneskelig styrke og en fortsat kærlighed til livet, som jeg ville ha’ svært ved at finde, hun var gjort at noget særligt stof, min farmor, og hun vil blive savnet her. Meget endda…
Det er okay at dø, når man er 97, det er det virkelig, det er helt okay at bede om at blive fri for behandling og komme hjem i sin egen gode seng, sådan skal det være, det skal man ha’ lov til og jeg kunne ikke ha’ ønsket ret meget mere for Farmor, end hun fik.
Og hvor har jeg været umanerlig heldig at ha’ fået lov til at dele så mange mange år med hende, det vil jeg altid være taknemmelig for.
Men helt ærligt –
jeg havde altså ikke brug for at hun takkede af lige nu!
Ensomhedsfølelsen indeni er stor og larmende og jeg har sjældent følt mig så alene, som da jeg lagde hånden på hendes kisten en sidste gang, da den stod i rustvognen.
2 af mine smukke piger stod der bag mig, det ved jeg og det er bestemt også værdifuldt , jeg er dybt taknemmelig for, at jeg er velsignet med hele 3 af den slags herligheder.
Men det er vanskeligt at mærke, at den sidste voksne omsorgsgiver i mit liv nu er væk. Nu er jeg bare mig og der er ikke nogen tilbage, som kan varme mig i den kærlighed, som forældre har til deres børn.
Det er et livsvilkår for os alle, livets gang, og jeg kommer ovenens med det, når der er vendt lidt flere kalenderblade, men lige nu, der er nok bare nok.
Helt nok…
Er der for meget at bede om at få lov til at være i fred for de udfordrende dele af livet bare for en stund?
Forlanger jeg det urimelige, når jeg efterlyser stille måneder, ja gerne år, hvor ingen har riven ude efter mig, mine og vores lille liv?
47 bliver jeg snart og ærlig talt, så synes jeg faktisk, at jeg for en tid har taget min del af brud, sygdom, død, fornedrelse, svig, ligegyldighed, løgn, bedrag, savn og den slags herligheder.
Stop det for en tid, bare lige lidt.
Jeg elsker livet, meget endda, og tager gerne det sure med det søde, jeg sætter pris på det, som livet byder, og er ikke bange for ørertæver eller for at kæmpe for det, som jeg tror på, eller mod det, som ikke gør godt. Det vil jeg gerne og gør det med oprejst pande.
Men jeg har lige brug for en puster.
Er det mon for meget at be’ om?
Fred?!
Kærlighed?!
Fællesskab og forbindelse?!
Jeg synes faktisk,at det ville være i orden med en slat af den slags.
Men måske bliver det ikke i dette liv, måske er jeg bare en af dem, der må tumle afsted over knoldebro i styrtregn en hel del af tiden.
Og så gør jeg da det.
Men lad mig lige gå på en blød lige vej bare for en tid.
