Om nogle timer skal vi sige farvel til Farmor i Simon Peters kirke i Kolding.
Et par salmer, en bøn, jordpåkastelse og et stykke af Händel, ikke mere.
Sådan har Farmor valgt det, ingen tale over kisten, ingen ord om den hun var, det er så fint og i orden, vi bærer hende jo med inden i og er alle et produkt af hendes kærlighed og klogskab…
Salmerne vi skal synge er også valgt af Farmor, smukke synes jeg, men sikkert ikke lette at synge med de tårer, som selvfølgelig vil komme.
Det må og skal de, også selvom 97 år er mere end man næsten kan forlange og at døden var det eneste rigtige for hende, da det kom dertil.
Vi skal synge det bedste vi nu kan og sørge for, at hun bliver sendt smukt og enkelt afsted, lige præcis som hun har ønsket det…
Derfor nu, når aftenklokken melder: Solen sank, og fuglen slumred ind, da mit hoved jeg med blomsten hælder, nynner sagte mellem bedeslag:
Kirkeklokke! når til sidst du lyder
for mit støv, skønt det dig hører ej, meld da mine kære, så det fryder: Hun sov hen, som sol i høst går ned.
Der er vist ingen af jer, der følger siden her – omend det måske bare har været kort – som ikke ved, hvor meget jeg har elsket mit store lyse køkken med plads til vilde armbevægelser og affordring af en ordentlig flok.
48 kmv herlighed indrettet lige efter mine ønsker om funktionalitet med metervis af bordplads og store rummelige skuffer til alt mit grej.
That was then – this i now.
I omegnen af 8 kvm indrettet af en med en lidt anden forestilling om effektive rutiner end min.
Men lyset vælter ind, her er højt til loftet og elementerne, tja dem lever vi med uden at få nervøse tics…
Jeg lavede mit første måltid her i går, et hurtigt og enkelt, for vi var i gang med at montere det nye skrivebord til Amanda og sørge for flade svævende rispapirsskyer, som skal sørge for lys i rummet hos både Lille A og Store A. Der var også stadig lidt pynt at placere og et enkelt lille skab at sortne, så 3 retters slow-food menu måtte vige for Skramsgaderetten, der er en af vores hurtige men elskede hverdagsretter.
Vi fik dog et stor iskolde G&L(emon) inden, så lidt lørdagsagtigt blev det da alligevel.
Men der kommer andre dage med mere tid og på dem vil jeg nyde at bruge timer i det lille køkken, jeg kan ikke længere bage 50 boller af gangen, ej heller svinge med så store gryder og portioner som før, men hva’ pokker, der er heller ikke plads til så mange om bordet længere, hvis det da ikke lige er sommervejr og vi kan dække op under æbletræet ude i det høje græs…
Jeg har fået ekstra hyldemeter på en gammel biblioteksreol, der har fulgt mig i tæt på 20 år, i den sidste lange tid har den huset maling, kemikalier og aflagte rulleskøjter hjemme i vores garage, men med hjælp fra en god og hjælpsom ven står den nu opdateret i skinnende hvidt og huser alt mit porcelæn, det passer så udemærket til de gamle rum, som vi nu bor i. Ikke meget strømlinethed her men masser af atmosfære –
og nu også en duft af karry…
I eftermiddag kommer der gæster til rundvisning og kaffemik, det glæder vi os til, for vi er vist begge ret tilfredse med det vi har nået og synes, at her er blevet rigtigt godt og hjemligt. Måske havde Sophie ret, da hun sagde “Det er fuldstændig ligesom at komme hjem. Det er nøjagtigt som på Fynsgade, mor!”
Og ja, det er det nok, samme byggestil og tid, som det lille gule hus, vi var en familie i, før vi byggede det sorte hus på heden, samme dufte, samme lyde og samme kvarter. Pigernes børnehave ligger et spytklat herfra og mange af de ansigter, vi passerer på gaden, kender vi fra “gamle dage”.
Vi er kommet “hjem” og snart vil dette sted også føles som hjem, vi slipper stille det vi havde, det går, det mærker vi.
Også selvom vi nu må leve med en køkkenvask, hvis eneste reelle funktion i virkeligheden burde være fodbadsbalje!
Det må så absolut ha’ været en mand, der engang har tænkt, at en lille rund vask var det der skulle til!!
