“Når forandringens vinde blæser vil nogen bygge læhegn, andre vil bygge vindmøller”
Jeg har brugt nogle måneder på at ligge bag læhegnet nu, jeg har grædt og tudet om kap med vinden, jeg har klamret mig til de pinde, som jeg kendte i hegnet, holdt fast af sorg, angst, længsel, usikkerhed og stædighed.
Nu har jeg sluppet med den ene hånd, jeg har rejst mig op, forblæst og lidt fortumlet, ikke lykkelig og heller ikke hel, men dog stående – sådan nogenlunde.
Jeg holder fast i hegnet, men også fast inden i mig selv, i respekten, livsglæden, viljen og modet, jeg slipper ikke den jeg er, for det er det eneste, som er sikkert her i livet –
at jeg er…
Støbningen af fundamentet til den vindmølle, der skal drive mig fremad i mit nye liv, er i gang. Jeg tager beslutninger, for mig selv og af mig selv, ikke nødvendigvis beslutninger, som andre synes er gode, men jeg har mærket godt efter og ved, at de er de helt rigtige for mig.
Forankringen i mit liv bærer jeg inden i, det ved jeg, men for en stund troede jeg at den var i min familie, i min mand, i mit hus og det vi kaldte hjem, at det var der jeg fandt styrken og energien. Sådan var det for en stund, mens jeg lå der bag hegnet og ikke magtede at løfte hovedet og kigge op og ud, det sled.
Men mens jeg fik lov til at ligge i fred, fordi det var det jeg bad om, så kom jeg også i tanke om andet end alt det, som rev og sled og smertede.
Jeg så igen noget af det indeni, som gør mig til mig, det som for nogen er svært at tage livtag med, men som for mig er kernen, substansen og som jeg gerne vil stå ved og stå op for.
Så det gør jeg –
står op –
men stadig med en hånd på hegnet og også med en bevidsthed om, at et voldsomt og uventet pust sagtens kan få mig til at springe i flyverskjul igen.
Men kun for en kort bemærkning –
for jeg er mest af alt
MOR og mig…
