Familieliv

Egentlig har jeg jo ferie af en slags og nyder det ganske meget.

I trissetempo med blødt tøj og masser af tid til hyggelige gøremål.

Det er dejligt, er det.

Og jeg har trængt til det…

Men engang i november lagde jeg sammen med en kollega en plan, der krævede, at vi ville tage på arbejde onsdag i uge 7, lige midt i ferien.

Dengang tænkte jeg, at det var okay, at det var det mest hensigtsmæssige og logiske for at holde projektet i fremadskridende bevælgese.

Og så var der jo for øvrigt også længe til, alt kan se godt ud på afstand!

I dag er vi så helt tæt på  –

og helt ærligt, så ser det knap så godt ud i dag, som den gjorde i november…

Jeg har badet og taget job-dresset på, jeg har skimmet mine noter og pakket en taske med det nødvendige, jeg er egentlig klar, hvis bare lige jeg får hjernen tunet ind på rette kanal.

Den er ikke i gear, den tænker ikke job-tanker om joining og debriefing, den tænker mest på indehygge, te, kram, strik, film og nærvær med mindstebarn og mand.

Den tænker på Laura, der trisser rundt med uglet hår i skiundertøj og lange sokker, og som ømmer sig lidt over en usamarbejdsvillig ryg, der stadig gør knuder, efter hun var i et mindre biluheld med en klassekammerats forældre for snart længe siden. Hjernen tænker løsninger og hjertet længes.

Jeg må samle mig sammen, ryste hovedet og sætte hyggegenet på pause og så stramme op.

10 timers arbejde og så har jeg fri igen.

Resten af ugen.

Dejligt…