Browsing Category

Familieliv

Bagværk, Familieliv, Gode sites, Lækkerier

SØDE GRØDBRØD…

03/02/2011

At bruge en rest grød til at bage et godt brød af er en velkendt sag.

Mange gør det, både for ikke at smide mad ud, men vel også fordi, at det giver et dejligt saftigt brød.

Jeg har tidligere bagt et stort brød med brændnældegrød som base, i dag var det ganske almindelig havregrød, der blev udgangspunktet for det brød som vi skulle nyde til vores eftermiddagste.

Opskriften, jeg har brugt i dag, havde jeg spottet lige her hos Therésia, som har en syndig og lækker blog om søde sager.

Hun kunne let ha’ fristet mig med en gang cupcakes eller store amerikanske cookies, men jeg stod fast og sagde hvedebrød til mig selv, klar og tydeligt…

De små grødbrød her er rigtigt gode, lette og luftige og saftige, jeg kan bestemt anbefale dem, og ved med sikkerhed, at pigerne også mener, at de er lækre, de har inhaleret et par stykker hver.

Der er rigeligt med sirup og også smør i dejen, og melet er også hvidt og klassisk, så jeg vil ikke bruge brødene i madkassen, men som en god og hjemmebagt forkælelse på en kold og grå torsdag, så er de bare helt perfekte.

Jeg bagte kun af en halv portion dej og fik 14 fine brød ud af det, og jeg vil sørge for at gemme opskriften ude i bagebogen, så jeg husker den til en anden gang, for det er bestemt et stykke bageri, der meget godt kunne gentages.

Så tak for inspiration til dejligt eftermiddagsbrød, Therésia…

Familieliv, Pigerne

GISP…

26/01/2011

Hvordan skal jeg kunne undvære min skønne unge i 11 – ELLEVE – måneder?

Hvad er det jeg har sagt ja til?

Støtte i og opfordret til?

Jeg må ha’ været sindsyg!

Jeg har lige været oppe og kigge lidt på Laura, der sover trygt under min dyne, og jeg føler, at nogen hiver, flår og vrider mit hjerte, når jeg tænker på, at jeg skal undvære hendes humor, varme og vid i det, der ligner et helt år.

Lige nu er det nærmest ubærligt for mig…

Jeg ved, at alt bliver godt, at hun overlever, at jeg overlever,at hun får en oplevelse for livet, at tiden flyver og at hun pludselig er her igen.

Men lige nu, lige her, lige i dag, der kan jeg bare overhovedet ikke se komikken i det, tvært imod, jeg kan bare tude og hyle.

SÅ det gør jeg.

Meget endda.

Og når jeg så er færdig med det, så glæder jeg mig på hendes vegne, rigtigt meget, det bliver så vildt og skønt for hende, der har sukket og drømt om sådan en rejse i årevis…

Familie, Familieliv, Hverdag, Pigerne

JEG ER FOR NEM…

19/01/2011

Når det kan lade sig gøre for mine jobaftaler kører pigerne til og fra Ikast sammen med mig, de elsker ikke skolebussen, vil hellere slappe af og småsove i mutti’s beskedne Panda.

Jeg nyder at have dem der i den lille sardindåse, at høre om lektier, klassekammerater, orienteringsløb og nye musiknumre, om lærere med smasker med deres tyggegummi og om de kære nuttede 5 årige i keystage 1.

Vi får mange gode snakke i bilen og jeg strækker mig langt for at få den daglige tur til at passe i programmet…

I går eftermiddags var der filmclub på skolen og jeg havde familiesamtaler til 17.15, så der passede det perfekt med et lift hjem, hjem til aftensmad og besøg hos Sophie.

Pigerne stod klar ved bilen, da jeg kom ud fra kontoret, lidt matte og kuldskære efter en lang skoledag, og Laura kigger på mig med de allerstørste plageøjne og spørger

“Kan vi måske stoppe ved tanken og købe en kop kaffe?”

“Kaffe?? Til jer to?? Tænker i på latte eller??”

Og jo tak, det var lige det, som kunne rette oppe på energiniveauet og den indre varme.

Så gang i Panda’en, vroum vroum, afsted mod tanken, op foran den automatiske dør og ud af bilen springer mutti…

Ind i butikken, hen til den store italienske kaffemaskine, og tryk tryk på stor latte.

1 tsk rørsukker i hver, røre røre og på med plasticlåget og op til kassen.

34 kroner, tak!

Kling klang ned i mønttælleren.

Og så pludselig!

BANG!!

Mutti blev ramt midt i ansigtet af den der skovl, der viste hende hvor stor en spade hun var, hvor nem og servicerende og tanketom hun springer afsted.

For ude i bilen, der sad de jo, de to yndige prinsesser, der trængte til kaffe, de sad der og ventede på, at den blev bragt, duftende, hed og sødet, og de sad såmænd lige så stille og smilede. Til hinanden og til deres mor, der kom fejende ud af døren og ind i bilen med de store papkrus…

Hvad skete der lige for den mor?

Glemte hun, at hendes piger begge var født med 2 ganske udemærkede ben hver?

Holddanuligeop – hvor den mor lige pludselig så sig selv udefra. Ikke kønt syn!!

Så fra d.d. henter man selv sin kaffe – og alt det andet som pludseligt kan være livsnødvendigt – man gør det bare. Man skal ikke selv betalte, det gør den voksne stadig gerne, men man letter sin stramme lille popo og så kommer man bare afsted.

Jeg vil lige skynde mig at sige – og det er meget vigtigt – at pigerne på ingen måde tvang mig til at springe efter kaffen, de bad mig ikke, og det var der heller ingen grund til, for jeg løb jo afsted efter den, nærmest inden at de havde nået at udtale ønske og behov.

Jeg må hellere lige få arbejdet lidt med det.

Mit eget overudviklede nu-skal-mor-lige-ordne-gen.

Det skal på pension.

Lige nu…