Pludselig mærkes det bare tydeligt.
Efteråret banker på.
Regn, tusmørke, nye farver i haven og et temperaturfald, der er til at tage at føle på.
Koldt med bare fødder i sandalerne på morgenens havetur, koldt med bare arme og koldt med vinduet på vid gab, mens der bruses.
Vi kryber sammen inde og tænder lys, folder de bløde tæpper ud over os i sofaen og brygge varme drikke.
Forunderligt og underligt –
for lige forleden sad vi ude i solen med iskaffe i glasset og blødt græs mellem tæerne.
Det er vel september, når den er allermest sig selv.
Som april.
Lunefuld, sol og varme, regn og kulde.
En af mine kolleger sagde i morgen, at når vi rammer april og den første sol skinner og vi rammer 13 grader, så flår vi tøjet af og råber op om, hvor dejligt varmt det er og når bladene så falder i sensommeren og temperaturen falder sammen med dem og måske rammer 13 grader, så skutter vi os og sukker over, at det er for koldt.
Danmark i en nøddeskal – skønt og smukt med de skiftende årstider men også svært altid at følge med til…
Vi plukker stadig blomster ind fra haven, henter agurker og tomater i drivhuset og æbletræet bugner og jeg holder stadig fast i tanken om et par lune sensommerdage, slippe alt det dejlige ved sommermulighederne er jeg endnu ikke helt klar til.
Og dog –
der venter jo også gode efterårsaktiviteter.
Den sidste slåning af plænen.
Tømning af potterne med trætte sommerblomster, potter der bagefter skal fyldes med tulipanløg, så de kan stå og pynte på perronen til foråret.
Opgravning af dahliaknolde, der skal sættes et andet sted næste år og samling af endnu flere frø fra haven, frø der skal spredes med gavmild hånd på ledig jord i Vrads.
Vi skal koge æblegrød, sylte grønne tomater og og måske nå at plukke en portion hyldebær.
Og mest af alt skal vi bare nyde, at sommeren har været så god ved os i år med masser af soldage og høje temperaturer, så det på en eller anden måde føles okay at kysse den farvel og byde efteråret velkommen.
Lige om lidt altså, når lige jeg er færdig med at nyde septembers smukke dage…
Ham her –
vi knuselsker ham bare.
Kort og godt.
Vildt og inderligt.
Huxihund.
Han har boet hos os i 1 års tid nu og på trods af det KÆMPE store stykke arbejde det har været – og sommetider stadig er – at ha’ en livlig hvalp, ja så kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg har glædet mig over ham hver eneste dag.
Der har selvfølgelig også været momenter, hvor jeg har været ved at eksplodere, som da han åd Amandas briller eller sprang lige midt ned i mit vidunderlige lille snedker-loppe-bakkebord og det hele nærmest eksploderede ud i stuen, da blev jeg da lige lidt indebrændt i et minut eller to.
Eller hundredetyvende gang han smed sig midt i den største mudderpøl i skoven.
Eller da han hev en tomatplante ud af drivhuset.
Eller gnaskede en dyr håndcreme i stykker.
Eller slikkede på min gode håndmad med spegepølse.
Eller stak i galop efter en stakkels dame, der var mest til små hunde.
Men det meste af tiden er han verdens bedste hund og han giver så meget liv, så mange grin, så meget varme og så mange skønne oplevelser, at jeg nærmest ikke kan forestille mig ikke at ha’ ham ved siden af mig hver eneste dag…
I dag har vi været tidligt oppe og i hundeskoven sammen med en herlig og meget grinende veninde og hendes Corgi, vi havde kaffe og morgenmad med og blev stort set ikke “generet” af andre mennesker i skoven. Vi klarede at vende verden og få spist og hundene klarede stort set det samme.
I fuld fart.
Siden har der ikke været meget gang i ham, ikke andet end lidt smådrillerier med hugget strikketøj og bjæf af pigerne, der tillod sig at spise knækbrød med ost og pølse i stuen, jeg tror, at dagen i dag er udnævnt til dovensøndag, men måske ændrer det sig, når vi andre sætter os til rette ved middagsbordet, så vågner han sikkert op til dåd og unoder.
Så planen kunne være en tur mere i skoven inden maden.
Huxi er – på trods af hvad andre måtte påstår – en rigtig rolig hund, der er god til bare at være omkring os uden for meget hurlumhej, han ligger oftest lige ved mine fødder og holder øje med, at jeg ikke drager på tur ud i køkkenet eller haven uden ham.
Han ligger på badeværelsesgulvet og venter, mens jeg er under bruseren, og ved siden af min seng, når jeg sover. Ind imellem også i min seng.
Han følger mig som en skygge og kigger op mod mig med nogle øjne, der siger “Hva’ skal vi nu? Må jeg komme med? Jeg er jo din hund, så jeg skal med, det skal jeg!” og det skal han jo også, så ofte som muligt og der hvor det giver mening…
Han er den hund, som jeg i mit voksenliv har været mest knyttet til, måske fordi det bare er mig, der har opdraget og sørget for og taget mig af, igen og igen og igen, han er helt særlig og bare så god.
Jeg elskede Nugga, virkelig, men ham her altså, han har for alvor most sig ind i mit hjerte.
Vi træner stadig indkald og andre kommandoer, han har sin egen vilje, men driver han den for langt og får en skrap irettesættelse, så er han slukøret, han vil helst ikke ha’ skæld ud, men det får man altså, hvis man tager en spurter og ikke lader sig kalde tilbage.
Men i bund og grund er vi rent opdragelsesmæssigt ved at være der, hvor tiden bare skal arbejde for, at han bliver lidt mere rolig og afbalanceret, for hormonerne er ret voldsomme lige nu og kan man dominere, så vil man dominere. Sådan er det og det må vi så arbejde med, det der med, at det er mig, der bestemmer, altid og uden undtagelse.
Men i virkeligheden så er han meget mere en tøsedreng end hans umiddelbare fremtoning og attitude kunne give anledning til at tro andet, han er bange i mørke, han er bange for skrappe hunde og han er ikke vild ukendte objekter på gade og i skov.
Huxi hunderæd…
Huxi skal selvfølgelig med ud og være stationshund, han skal ha’ lov at lunte rundt inde og ude, når vi er der alene og passe på mig, når det sådan for alvor er mørkt helt derude i skoven og når der er åbent og folk myldrer ud og ind, så har han heldigvis en hel lejlighed til sin rådighed ovenpå.
Jeg er sikker på, at han vil elske at springe op bag i bilen hver morgen for at komme med derud, hvor der er plads til at sprælle og få en friskstegt fiskefrikaldelle.
Der er lige smidt en stak billeder af ham på Flickr, nogen har måske lyst til at se, at han også kan andet end at fede den på gulvet i entréen…
Pigerne og jeg holder ferie i Frankrig
1 uge har vi været her nu og der er stadig dage at tage af.
Vi hygger os, vildt og inderligt, og nyder roen, langsomheden, tiden, hinanden, solen, poolen, maden, drinks’ene og griner vores maver ømme.
Alt er godt.
Bare sådan…
Vi er her i den franske ferieidyl alene nu, bare os 4, resten af ferieklanen er landet hjemme i varme Danmark, så her er sådan lidt underligt tomt, man skal lige vænne sig.
Så det gør vi og glædes og griner over alle de tosserier og hjertevarme timer, som vi har tilbragt sammen med nogle af vores yndlingsmennesker.
“Det er lidt ligesom at ha’ fået en større familie” blev der sagt i rummet forleden, da vi alle stadig var samlet, og det er sådan det er…
Bloggen holder ferie sammen med os, internettet er lidt hikkende og min ledning til at overføre fra kamera til computer med har gemt sig og jeg leder ikke sådan for alvor.
Men på bloggens FB side og på Instragram er der masser af ferieglimt, måske har du lyst til at kigge med der.
Lige meget hvad –
så nyd dagene, hinanden, vejret, ferien, jobbet, bøgerne, stranden, vandet, maden, isene, bygerne, blomsterne, parkerne, udsalget, kagerne, kyssene, livet.
