Sne er der ikke kommet mere af, men til gengæld har vi haft glæde af først klar blå himmel og sol og senere store grå skyer, der smed mængder af vand ned over os.
3-i-en og så i løbet af bare få timer, det er efterår så det basker.
Lyset svinder ude, vi har tændt lys og klumper os sammen.
Sophie bobler på sofaen, Amanda Sims’er og Laura læser til den sidste eksamen i denne omgang.
Jeg er en heldig og lykkelig kvinde med alle 3 skønne døtre hjemme på samme tid…
Om lidt skal der tænkes i aftensmadsbaner og lidt vasketøjssammenlægning.
Men det er ikke endnu, jeg vil sætte mig stille i skumringen og nyde synet og lydene af mine piger og Nuggas knirken i kurven.
Jeg vil strikke en pind på Viggo og tegne en stribe ansigter til frøkener.
Så er Laura kørt afsted mod små 3 timers skriftlig eksamen i jødedom og islam
– på engelsk.
Hun var klar, syntes hun, og også en anelse nervøs, for det er store emner og hun vil jo helst være sikker på, at hun kan ALT til fingerspidserne, det pigebarn.
Jeg er sikker på, at det går fint, hun har læst, debatteret, forklaret og reflekteret flittigt over de sidste uger, hun har sat flot af…
Eneste ønske til forplejningen, ud over den sædvanlige madpakke, var en pakke saltstænger, for de kan for Laura redde alt.
Det er hendes medicin, når hun ligger syg og sølle og uden appetit.
Det er hendes lækkeri, når hun takker nej til sukker og snask.
Det er hygge, det er tryghed og comfort-food.
Og nu også eksamens-snack.
Hun fik selvfølgelig en pakke med og sammen med den store knus og ønsker om held og lykke.
Men den slags kan man vel ikke få for meget af, så send meget gerne en ekstra portion af pøj-pøj i hendes retning.
Men nu allermest, når jeg selv kan bestemme programmet for de frie dage!!
Det kan vi ikke i år, og selv om vi har haft tid til at vænne os, så nager det mig stadig, at vi må indrette os efter et par eksamensdage.
Det gør mig ikke sur og irriteret, nærmere sådan lidt øv-trist-agtig og hængemulet.
Jeg trænger bare sådan til at komme lidt udenfor egen matrikel…
Det kommer jeg ikke, og sådan er det, men for pokker hvor er det én svær én at sluge, vi plejer altid at være hjemmefra på denne tid af året.
Vi finder sagtens på noget godt at lave, Amanda og jeg har planer om en opdatering af hendes værelse, noget med lidt maling og ommøblering og den slags, noget der sikkert indbærer en tur til det store svenske møbelhus og lidt genbrugsraid, det bliver hyggeligt og godt, det gør det.
Og lidt stads til juleboden skal der også laves, mere end lidt, en bunke faktisk, og det bliver også fint og herligt, men det kunne jeg jo også ha’ siddet med i den svenske skov altså!
Jeg ved godt, at jeg er et klynkende skarn lige nu, vi kommer så tit afsted, og det gør vi igen, det ved jeg, men det er NU jeg trænger…
Nu har jeg klaget og surmulet over det 2 gange her på bloggen, nu stopper jeg, det lover jeg, slut med det piveri:
Jeg må bare lige synge min klagesang én gang mere, før jeg skal i gang med at finde glæden ved staycation.
Jeg er stoppet, finito, ikke mere vræl.
I stedet vil jeg gå op og heppe på slideren Laura, der læser og læser, og snart ved alt hvad der er værd at vide om islam og jødedom.
Det er ikke for pattebørn at tage de to eksaminer, det er for de seje, og så er det vist mere end helt på sin plads, at moderen holder op med sit klagen.
Slut –
sagde jeg –
og en god efterårsferie skal det blive lige meget hvad og hvor…
