Vi havde selskab til aftensmaden i dag.
Dejligt dejligt selskab af en dejlig dejlig glad og veltilpas dreng, der kunne fortælle historier om både tog og bordmanére.
Som kunne låse sig selv inde i legehuset og som den eneste af os alle være fuldstændig upåvirket af isolationen.
Som fyldte sin egen lille mave med bjerge af ris og vi andres ørergange med snak og klukkende grin.
Og som allerede nu er fuldstændig klar over, hvordan man snører damerne med kælestemme og søde ord.
“Be’ om kage, hva’ søde Anne?”
Hvem ka’ stå for det?
Ikke jeg!
Hvem ka’ i det hele taget stå for skønne Noah??
Ingen af os herhjemme i alle tilfælde…