Browsing Category

Haveliv

Blomster, Haveliv, indenfor

KULØRT FREDAG…

13/08/2010

Jeg har rumlet lidt rundt ude i haven, efter jeg er kommet hjem.

Ikke for at lave noget, bare for at nyde, og det er let at gøre derude i den lune augusteftermiddag.

Der er grønt og frodigt, meget anderledes end de sidste somre, hvor vores plæne har lignet en hømark, der er blomster overalt, frøkenhatte, dahlia’er, roser, cosmos, ærteblomster, flere roser, skabiose og fra krattet sender den vilde skovranke stadig masser af duft ind i haven.

Det er ikke svært at være rigtigt godt tilfreds, mens man ta’r en runde i det grønne med alle de kulørte klatter…

Jeg har hevet nogle få af klatterne med ind på bordet og har placeret dem i flok med havenisseselskab og de sædvanlige lys, sådan må der være for enden af bordet, lige der ved min yndlingsplads på en fredag som i dag.

Weekendstart, ned i tempo, te i koppen, uld på pindene, stille børn der pusler ovenpå, en snorkende retriever og en kat på hvepsejagt.

Det er ikke svært at føle sig rig og rigtig godt tilpas her mellem alt det kulørte…

Familieliv, Haveliv, Pigerne

UNGDOMSHYBEL…

03/08/2010

Pigerne havde, inden afgangen til det svenske, travlt som bar’ pokker.

De asede og masede og sled og fik gjort has på en stor spand hvid maling.

Havehuset skulle shines op, så der igen kunne tilbringes sommernætter dernede, ligesom tidligere, og der skulle både hvide vægge og fine ternede gardiner til, før det var som det skulle være, det kunne de to søstre hurtigt blive enige om.

Malingen stillede far og mor gerne til rådighed, men arbejdskræfterne måtte de selv hoste op med, og det gjorde de så –

hold da helt op som de gjorde!!

Laura malede med de store armbevægelser og de mange kræfter, og Amanda gik bagefter og var med sin sirlighed en ægte og uundværlig finiseur, det var teamwork af den allerbedste slags…

Vi to gamle sørgede for kolde drikke og opmuntrende tilråb, og da ungmøernes kræfter var ved at slippe op, så trak jeg også i malertøjet i et par timer, for det var vigtigt for de to, at det hele stod hvidt og skinnende, inden vi pakkede sammen og drog mod nord.

Men alt i alt er alt det nymalede deres fortjeneste –

godt gået, synes jeg!

Gardinerne lokkede de deres farmor til at sy, Laura havde en idé om blå-hvide køkkentern og printede et lille billede ud, så syersken havde noget at rette sig efter, og det gjorde hun selvfølgelig, uden brok og lige så sød og smilende som altid.

Da vi kom hjem lå der både gardiner, ophæng og 2 betræk til de store bløde hynder, der også hører til dernede i huset, tak til vores bedste, siger vi…

Nu er der redt op dernede, på luftmadrasser og vattæpper, og Laura har allerede slæbt sin dyne derned, og venter vist bare på, at Amanda kommer hjem, så de kan daffe ned og hygge i ungdomshyblen.

Det ser så lækkert og indbydende ud, jeg overvejer kraftigt at blive bz’er igen!

Mon de vil opdage mig, hvis jeg ligger musestille og helt op ad væggen…

Blomster, Haveliv, Udeliv

SNYDT…

01/08/2010

På pakken stod der Whirlybird Cherry Rose og billedet derpå viste smukke kirsebærrøde og så lidt lysere tallerkensmækkere.

AS IF!!

Men hva’ –

de gule og orange er jo også klassikere og pynter fint ude i bedet og jeg elsker dem i lille buket i et af de gode loppemarkedsfund.

Kählervasen er som skabt til dem og de tilfører omgivelserne masser af spræl og liv.

Men havde jeg vidst, at de var nogle skrappe snydere, ja så havde jeg altså ikke sået dem rundt om de piv-pinke Rose de Recht buske…