Efter aftensmaden for vi rundt i haven med tommestok og gode idéer og senere blev et brugt drivhus jagtet på nettet.
Og fundet.
Og hentet.
Og hen over weekenden mosede og masede min rare underbo med skovl, spader, jord i bunkevis, skruer, glas, brædder og jernvilje.
Hans højgravide kæreste sad trofast i en havestol og så på og kom med opmuntrende tilråb af den stille slags og jeg gik ned og kiggede og roste og fremsatte små idéer og ønsker iført nattøj og rystet skal.
Søndag aften stod drivhuset færdigt.
Med faste bede og god jord.
Med nedgravet gangbane og træ til under fødderne, lige sådan som jeg havde ønsket.
Så nu var vi dem i de lejede villalejligheder med eget drivhus.
Vi smilede stort og roste byggemanden en hel masse…
Sidste mandag blev der hentet tomater og agurker på planteskolen, jeg betalte som kompensation for den manglende praktiske og fysiske indsats under det store arbejde, men vi var afsted sammen og det var rigtigt hyggeligt.
Jeg sad der på bagsædet og blev bare fragtet afsted uden at skulle bekymre mig om noget som helst og vi hyggede os herligt med at udvælge de planter, der nu engang kunne være plads til i driveren.
Så nu er vi dem med drivhus, 3 agurkeplanter af blandet art, et stor peberplante, forskellige krydderurter og så selvfølgelig tomater i flok.
Små og store, sorte og røde og stribede og dem fra verandaen er også kommet med derned.
Hver dag er jeg nede og nippe og kæle og hver gang smiler jeg lige stort over, at noget af det, som jeg har savnet fra min gamle have, nu faktisk står lige her.
Masser af penge har vi ingen af, men med vilje, beslutsomhed, samarbejde og genbrug så er det lykkedes os at få et drivhus for mindre end 750 kr pr familie.
Det er helt i orden med mig.
I dag har vi høstet de første solmodne tomater og den allerførste skoleagurk, det hele blev skåret i 4 lige store dele af den skønne tøs med de lyse fletninger, der hver anden weekend også bor i huset her, og vi nød de første hjemmeavlede hapsere med sol på næsen og varme både inden i og uden på.
Der er så meget at være glad for i livet.
I dag er jeg inderligt glad for min byhave, mine husfæller og smagen af varm tomat med urtesalt på…
Torsdag efter en frionsdag kan næsten føles som en mandag.
En mandag efter en hård weekend.
Nedtur!
Men efter torsdag kommer fredag og så er der fri igen.
Optur!
Ikke at jeg ikke elsker mit job og holder af at komme der.
Det gør jeg! For alvor!!
Hver dag kører jeg afsted med et smil og med positive forventninger til dagens opgaver og jeg bliver aldrig skuffet.
Men lige i denne uge må det rigtigt gerne blive weekend, jeg trænger til det.
Af flere årsager men de er egentlig ret ligegyldige, for det, der tæller, er det, der venter.
Og mens jeg venter, så nyder jeg den lune aften, de sidste solstråler, fuglefløjt og grin fra naboens have, hvor de vist er gået direkte til fredag.
Jeg har kaffe og mandler, rent hvidt vasketøj på snoren, små tomater på vej og liflige dufte fra citronverbena og duftgeranier.
Der er rigtigt meget at være glad for på en aften som den i dag…
Jeg slog græs, da jeg kom fra job, sent, måske lidt for sent for dem, der var gået i gang med festen inde ved siden af.
Men jeg skulle først nyde det gode måltid i gårdhaven, som mine husfæller bød på, mad og godt selskab takker jeg ikke nej til, heller ikke selv om en plæne trænger.
Ved måltidet blev havedrømme og stakitønsker drøftet og snart skridtede vi haven af udstyret med tommestok og snusfornuft.
Jeg tænker, at vi er dem, der lige om lidt har et drivhus.
Et til deling og fyldt med masser af solmodne tomater og bjerge af basilikum.
Det ender jo med, at vi får lavet os en have, som vi ikke har lyst til at flytte fra.
En villahave midt i byen, gammel og ikke særlig velholdt, men på vej med nye roser, masser af dahlia og masser af andet, der kan plukkes til buketter og pyntes salater med.
Lavendelhæk er klaret, klatrerose ved facaden, skvalderkålen nedkæmpet for en stund og det gamle blommetræ befriet for døde grene, der kan styrte på dem, som vugger i hængekøjen…
Havelivet er godt her også selv om haven bare er til låns, mens man bor til leje.
Lige nu er den min og jeg gider den rigtigt godt.
Så sammen med verandaen og et drivhus om hjørnet, så har jeg mere uderum og af smukkere art, end jeg havde forestillet mig, da jeg sad i huset på heden og forstod, at den nærmeste fremtid ville komme til at blive levet i en lejet lejlighed i byen.
Det er vidunderligt!
Faktisk bare helt fantastisk!
Og lige om lidt er det fredag, weekend, fri og masser af muligheder for haveliv ligger åbne.
Og også en tur til planteskolen, hvor den nyindkøbte rose skal byttes til den, som jeg egentlig havde udset mig, men som i farten blev stående mens jeg tog en anden med.
For et af sommerens eksperimenter er en verandaslyngrose plantet i stor potte, så den kan skyde sine grene afsted rundt langs taget indvendigt på verandaen.
Og sådan et eksperiment har ingen chance for at lykkes, hvis slyngrosen er en buskrose.
Sidste slurk kaffe, sidste mandel og en lille skvis vand til de tørstige stiklinge på veradaen og så Go’nat til torsdag…
Her hvor vi bor til leje er der den fineste lille byhave.
Ikke fin på den måde at den er sirlig og velholdt og fuld af gamle smukke staudebede, flot beskårede frugttræer eller trimmet plæne.
Men sådan hyggelig fin med lidt krogede træer, tilfælde men skønne vækster og et par gode hjørner at nyde solen i.
Og super super fin overhovedet at ha’ som uderum for os, der har været vant til at ha’ meget mere udeplads at boltre os på med sø, skov og eng lige for enden af haven, der er det rigtigt rigtigt fint at vi overhovedet har have her midt i byen.
Have og også en lille gård med bord og stole og læ, så der kan spises, soles, placeres blomstrende sommerblomster og leves lige neden for vores køkken.
Vi klager ikke, vi nyder bare også selv om lysten til mere æstetik og form lever i os, især mig.
At kunne komme ud og stå på græsset i bare tæer må vist være noget, som jeg vil kalde en nødvendighed for mig som menneske.
Så jeg står, med varmt hjerte og smil i øjnene, midt på den bulede, mosfyldte og meget hyggelige græsplæne og kigger på det krogede blommetræ, den uregerlige mynte og noget pindet buskværk, som ingen kender navnet på.
Men det er der og det er grønt…
Jeg må gøre, hvad jeg vil derude, det passer mig godt, men det er et slid, for ingen har gjort andet end at meje græsset et par gange eller tre i løbet af sommeren i de sidste måske 10 år.
Kan i forestille jer, hvordan der ser ud på skvalderkålsfronten derude?!
Wauw siger jeg bare, der er meget!
Og også en hel masse andet, som ikke behøvede at være der, mælkebøtter f.eks, i hundredevis.
Men der er også et par gamle akelejer og et smukt æbletræ. Der er syrener og på siden af huset kærmindesøster og nogle andre blomstrende vækster.
Og nu også fine roser, som jeg satte sidste sommer, en klatrerose, der gerne skal dække for lidt af det kedelige udtryk, som et forsømt haveskur ellers bidrager med, og så tre fine hvide Louise Bugnet, som jeg købte for en slik sidste forår i Netto, de er blevet store og kraftige og knopperne maser sig allerede frem.
I forhaven har jeg sat en kæmpe slyngrose, som denne sommer vil nå et godt stykke op mod karnappen i stuen, jeg glæder mig til at sidde inde og kigge ud og dufte igennem de åbne vinduer.
Og nedenfor den rose har jeg plantet en fin hæk af lavendler langs hele fortovet ved huset, nysseligt er det og duften er indbegrebet af varm god sommer for mig.
Jeg har en have, som ikke er min, men som jeg behandler som min og det begynder at kunne ses, sådan lidt annesk ser der efterhånden ud derude. I små spredte klatter…
I de par år, som jeg om bare nogle måneder har boet her, har jeg været meget meget træt af et gammelt grønt hegn i haven. Sådan et hegn af metalpæle med plastikcoated metalhegn imellem. Det har boet længe i haven, tror jeg, ikke kønt – ikke friskt – ikke nyttigt.
Ikke mere i alle tilfælde, for naboen har bygget et smukt og meget enkelt sort hegn inden på sin grund og det kan både holde hunden ind og blikke ude og oven i købet danne en fin fin baggrund for farvestrående sommerblomster.
Jeg har plaget lidt for at få det fjernet, tilbudt at gøre det selv, nærmest tilbudt at betale for at få lov, og jeg har ikke mødt modstand som sådan men min udlejer er lige så sindig som sød og derfor at det endelige ja ladet vente på sig.
Men pludselig for nogle uger siden var det væk, eller i alle tilfælde på vej væk, da jeg kom fra job og efter en times tid var alt det rustne halvdøde grønne hegn væk og udsigten til det sorte stod skarp.
Det vil sige udsigten stod skarpt bag den meterhøje mur af 10 års manglende lugning bag det grønne hegn. Skvalderkål i metervis, vild og voldsom mynte, græs, senegræs, mælkebøtter og meget for mig ukendt selvsået grønt.
Så jeg har luget og luget og luget. Gravet og rodet og hevet. Bandet og svovlet og næsten tudet.
Damn det er fast arbejde at rydde op efter 10 års forsømmelse…
Men jeg er et stædigt æsel og lige om så er jeg i mål.
Alt det uønskede er væk og i den ende, hvor jeg startede med at luge, der spirer allerede morgenfruer og tallerkensmækkere, som skal fylde denne sommer langs hegnet.
Jeg har sat nogle kæmpeverbena ved siden af de akelejer, der i år pludselig har fået luft til at vokse og blomstre og jeg kan se, at en staudelathyrus også er ved at komme sig efter mange år i skyggen af skvalder.
Det bliver så godt så godt og denne sommer vil jeg lave en kæmpe flok lavendelstiklinge, der kan komme til at lave en fin lilla hæk oven på det gamle og porøse cement, som stadig står. Det bliver enkelt og let at holde og meget meget skønnere at se på end grønt metal.
Dahliaknolde er kastet i jorden og er så småt på vej, på verandaen står fine små frøkenhatte klar til at blive plantet på friland og snart kommer en kollega med gode tomater, der klarer sig uden drivhus. Et andet sted har jeg lovning på en kasse lodden løvefod og i mit nærmest bankerotagtige budget skal der findes penge til at købe et par flotte klematis, der skal få lov at sno sig i et halvdødt blommetræ.
Min lille fine have som ikke er min.
Min lille fine have – nu uden skvalderkål på bare nogle af siderne…
