Vi har plukket anemoner i skoven i de sidste par dage, vi har vandret igennem de store hvide skyer i skovbunden og har haft lyst til at lægge os midt i dem.
Jeg elsker anemoner, de første varme forårsdage og det vidunderlige lys, som kommer i skoven, når bøgen forsigtigt springer de første blade og det saftigegrønne skær viser sig på træer og buske.
Forår er godt for sjælen, der trænger til lys og luft efter en lang mørk vinter.
Forår med haveknokleri og glæde over det smukke danske landskab her omkring, som byder på masser af søer, store bøgeskove og bløde bakker.
Danmark dejligst…
Forleden fik jeg en anemone-melding, der gjorde særligt godt.
For den lille klump af svenske anemoner, som jeg gravede op i min gamle have, før huset blev sat til salg, havde skudt de første spæde blade og en enkelt blomst op i det bed, hvor de bor til leje.
De blomster betød noget ganske særligt for mig, og det var vigtigt for mig, at de kunne komme med i mit nye liv. Jeg var nervøs for, at de ikke skulle overleve en lidt brutal opgravning på et skævt tidspunkt af året, men det gjorde de heldigvis og jeg er nærmest lidt anemonelykkelig lige nu…
Søndag er udnævnt til St. Knokle-dag i haven og jeg har fundet de store muskler og de voldsomme redskaber frem.
Haven her, hvor jeg bor til leje, har ikke været passet i de sidste mange år og selv om jeg nåede en lille bid sidste år med ny lavendelhæk og sirlige roser, ja så er der stadig langt endnu før jeg synes, at haven er så jeg kan nyde den.
Jeg har været lidt langsom til at komme i gang dette forår, det har været for koldt og samtidig har der været for meget andet på programmet, men nu er det nu og her står poser med nye dahliaknolde, der skal forkæle os med bunker af blomster i sensommeren, og også en masse små frøposer, der skal spredes så vi også kan plukke ind af morgenfruer, tallerkensmækkere, stolte kavalerer og andet godt til buketter.
Havelivet er sparket i gang. Nu er jeg klar…
Jeg startede ud på forsiden af huset med at trimme de vintertrykkede lavendler og fik samlet alle de blade, der havde hobet sig under dem i løbet af de sidste måneder, jeg fik beskåret en forsythia, som jeg allermest havde lyst til at myrde helt og så fik jeg kigget lidt på de trætte stauder, der nu kunne befries for gammelt løv og tørre stilke.
Men solen var ikke deromme og jeg småfrøs på trods af aktivitet og det gad jeg ikke, jeg vil ha’ sol på næsetippen og varme på mine kinder.
Så forhaven blev forladt og den store have bagved indtaget med kaffekop og sav i hånd.
Og kigger man derud nu, ja så ligger der et halvt blommetræ på græsplænen ligesom en død gammel vin også er blevet flået ned af en mur. Kæmpe bunker ligger derude og jeg skal ha’ mig allieret med en trailer…
Udeliv og knokleri giver god og fornuftig sult og jeg har lige holdt en lille frokost pause.
Og endda spise lidt af det, som jeg har mødt derude i alt det spirende grønne.
Nemlig nyhøstede skvalderkålsblade, sprøde og aromatiske, blandet med blommetomater og sød peber og så dryppet af lidt olie og hyldeblomsteddike.
Det smagte himmelske, friskt og energigivende og med en lille grillet pitasandwich til, så er maven fuld på den gode måde og jeg er klar til endnu en omgang derude.
I pitabrødet kom jeg friskost med hvidløg, skinke og pesta og så et par skiver almindelig ost.
Godt og sprødt tilbehør til den gode salat…
Der er så meget skvalderkål derude, at det aldrig ville kunne lade sig gøre at spise sig igennem det, ej heller at få det udryddet, men heldigvis er det ikke i de bede, som jeg gravede sidste sommer, men mest inde under blommertræet og de store syrener og der laver det faktisk bare et fint grønt tæppe. Engang imellem giver jeg det en tur med plæneklipperen og nyder så den lidt skarpe duft, som stiger op fra alt skvalderet.
Jeg hopper ud igen, med friskbrygget kaffe i kop og de lange gummistøvler på.
Måske skulle jeg skrubbe vores hængekøje og få den monteret?!
Man kunne vel godt nyde en halv time under et tæppe i den, når der var sat et par knolde og luget ved roserne…
Jeg har intet problem med vinter, frost, sne i driver, indeliv i sofa og mørke dage med stearinlys i stager og mulighed for langsomt liv.
Intet problem overhovedet.
Faktisk bor der en lille eskimo inden i mig, som jubler stort når det drysser hvidt fra oven.
Men altså –
når jeg først har mærket en lun forårsbrise på kinden og set de første små løgplanter piple op, så vil jeg ud. Ud og i gang med haveliv, luft i krøllerne, blomster, spirer og grønt på grene.
Så kan jeg næsten ikke vente.
Jeg bliver som en travhest i startbåsen, utålmodig og sitrende, og har næsten hver eneste dag en lille pose frø, en dahliaknold eller andet haverelateret med hjem.
Nu må det gerne blive nu…
Selv om jeg bor til leje nærmest midt i byen, så har jeg adgang til en dejlig lille have med gamle frugttræer og mulighed for blomster i hundredevis. Jeg har min veranda, som kan rumme både daybed, krukker og et lille bord. Jeg har forhave til roser og lavendel, her er pærer og æbler i sensommeren og så mange blommer at vi aldrig vil kunne spise os igennem dem.
Jeg må mosle, plante og flytte rundt i haven, som jeg vil, jeg slår græsset og trimmer de vilde vækster, der ikke har fået pleje i de sidste 10 år og i år er jeg SÅ klar til at komme derud.
Jeg glæder mig til jord under neglene og kviste i håret, til græs mellem tæerne og pjaskende fugle i det gamle skæve fuglebad.
Øjnene er åbne og på udkig efter et drivhus, der er til at betale, og efter flere havemøbler end dem, som jeg fik med hertil.
Nu vil jeg ud ud ud…
Jeg har fået frosset de første forårsstruttende hortensier ihjel. Utålmodigheden løb af med mig.
Sådan går det.
Men i weekenden, der kommer om nogle dage, der vil jeg på planteskolen og hente hornvioler og stedmødre med rynkede blade, jeg vil stå på spring, når de åbner deres døre og jeg vil lade det løbe af med mig, jeg vil hamstre.
10.april, stadig nattefrost og mulighed for snedrys på udsatte steder.
Jeg er færdig med den slags for denne gang, nu vil jeg det andet.
Hvis du ser en lille krøllet kvinde i let foroverbøjet stilling med en planteskovl i hånden stå og skrave utålmodigt i jorden, så er det bare mig.
