Årets første ærteblomster står og sender velduft ud i vores stuer. Lyslilla og sarte ser de ud. Smukke som bar’ fa’en, et ægte sommersyn.
Ude i haven sno’r de sig op af et kegleformet pilestativ, de vokser med lynets hast, lange lange lange bliver de og allerede nu er der sat af til vældigt mange blomster.
Det er ikke klaret uden snyd –
jeg købte dem for en måneds tid siden i god vækst og var ikke fedtet med antallet i den store potte, så lang tid før tid er der nu ærteblomster til folk og fæ.
Så skidt med at andre har sørget for at spire og nurse…
Potterne er fyldte.
Med ærteblomster, pelargonier, krydderurter og en lyserød daisy.
I haven blomstre de første roser, 3 x 35.- kr sørger for både duft og skønsyn, og det er som om, at de dahlia, som jeg har ploppet i jorden her, vokser for øjnene af mig. Snart er de en halv meter høje og jeg glæder mig til at kunne slæbe buketter med herind.
Jeg ville ikke trives uden jord under neglene og blomsternes dufte og former inden for rækkevidde. Det var så heldigt så heldigt, at denne lille gode plet i byen kunne blive vores, mens vi skulle findes vores egne – og nye – ben at stå på.
Anne uden udeliv er ikke godt for nogen. Hverken Anne eller de, der må ha’ deres hverdagsliv omkring hende.
Det ville være både lyv og snyd, hvis jeg påstod, at jeg ikke savner min store have og det sorte hus på heden, det gør jeg, ind imellem, det var et godt sted for mig at bo, i ro og med så meget grønt lige uden for døren.
Men andet er blevet bedre og roligere nu og det husker jeg mig selv på…
Hvis dagene, der ligger foran os, vil byde mig lidt sol og mild brise, så er der et bed herude i den lille have, der kunne trænge til en gennemgravning og nytilplantning og et andet bed på siden af huset, som kunne trænge til at møde en machete og nogle store overarme, det er et vildnis og jeg tænker, at lidt lys og luft ville gøre godt for nogle af de gamle stauder, der forsøger at skabe sig et liv derude.
Men de får ikke min hjælp i blæsende øsevejr, jeg vil ha’ bare arme og fregner på tippen, og hvis jeg ikke kan få det, så må de klare sig selv. Indtil sommeren kommer altså og det GØR den.
Jeg har øjnene åbne og kigger mig omkring, leder efter et lille drivhus, der kunne få plads nede ved siden af det grimme haveskur, jeg vil kunne plukke mine egne tomater og høste en buket af basilikum. Også selvom jeg bare bor til leje.
Nogen må det gerne koste, for jeg ved hvor meget glæde, der vil være i det så længe at jeg og pigerne bor her.
Og det gør vi nok en tid endnu.
I ro og mag og rigtigt godt på vej.
Måske endda med drivhus og i alle tilfælde med de herligste ærteblomster til vaserne…
