Det er vel en start alt det lilla – en ret smuk start synes jeg faktisk – på den kommende sommers blomsterflor.
Min have-ork er kommet tilbage og jeg har ikke slappe arme længere, tvært imod, nu er de fulde af kraft til lugning og tilplantning.
Hvor er det dog heldigt og herligt, at jeg har fri de næste mange dage…
Frøposer, skitser, havebøger, gødning, afrensning af drivhus og plænerivning.
Forspiring, havedrømme, lavendelstudsning og forårskrukker ved dørene.
Jeg elsker det –
men jeg har ingen ork.
Armene er slappe – arbejdsmoralen lige så – og målrettetheden og viljen bruges på andet og i virkeligheden nok vigtigere end forårsklargøring af matriklen.
Måske finder jeg orken i morgen, jeg har læst, at vejret bliver lige så smukt, som i dag og jeg kender jo smilet om min mund, når der først er taget fat.
Og ellers må jeg nøjes med at smile til drømme og de smukke havebøger…
Det er svært at være utilfreds med, at haven bliver ved med at levere blomster til vaserne.
Det er oktober, efterår, nattekoldt og alligevel bliver de ved derude –
roserne, ærteblomsterne, de stolte kavalerer og dahlia’erne, de er ikke fedtede med deres leverancer.
Jeg ved godt, at det er en stakket frist, men det skal sørme ikke forhindre mig i at nyde at plukke ind på denne skønne dag med blå himmel og sol…
Snart skal haven puttes, potter skal tømmes, møbler ryddes væk, løg lægges og træer tøjres, snart men ikke lige nu.
Det er okay med mig, jeg har fået nok af havelivet for i år, gider ikke rigtigt at grave, studse, trimme og ordne mere i denne sæson, vi har været i gang længe og jeg behøver ikke flere sorte negle og rosenrifter for nu.
Indehygge, stearinlys, bøger, strik og stille sysler trækker mere og jeg har da også taget hul på dem –
med hjemmelavede blomster som smukt tilbehør…