Jeg knuselsker vores store bløde blide bamse.
Faktisk så meget, at jeg ind imellem selv bliver lidt pinligt berørt over det.
Hun er jo bare en hund for pokker.
Men så alligevel…
Nugga elsker at ligge ude på terrassen, både sommer og vinter, i dagslys og i nattemørke, hun ligger og nyder livet og har overblik over hus, have, krat og eng, og også lige et øje på stien, hvis der nu skulle komme en sødt og venligt lille menneskebarn gående der ude, som man må hilse på.
Hun er uden snor, og det går rigtigt godt det meste af tiden, hun kan ligge i vores indkørsel og lade andre hunde passere uden at løfte så meget som en enkelt lille øjenvippe, hun lader sig ikke lokke af deres kåde bjæf eller logrende haler…
Kun naboens lille Cosmo, som er en frækkert af en Cairn terrier, får hende med på eventyr og det er ikke altid lige i haverne, at deres vilde tummel foregår, de kan godt snige sig ud på marken.
Og også rundt til de nærmest naboer for at se, om der er nogen, der giver et klap eller en godbid.
Det er ikke værst at være hund her i kvarteret.
Men bedst er der alligevel ude på de grå terrassebrædder med mors køkkenlyde strømmende ud af den åbne dør som underlægningsmusik…
