Ikke bare én busk og heller ikke bare én gang, men faktisk sådan igen og igen.
SHIT –
jeg bliver nødt til at bjæffe bare lidt, lige så stille, så kun min mor hører mig.
Hun må befri mig og mens jeg venter på hende, så lukker jeg lige øjnene, så ingen kan se mig, for der er jo ikke meget streetcredit i at stå her som en anden lænkehund, vel!
Og jo slet ikke når jeg ellers bare plejer at svanse rundt i kvarteret med halen i sky og glade øjne.
PLEASE –
sig ikke til nogen, at jeg står her og ser dum ud!
Nugga har haft en god ven med på ferie og mellem de lange gode lure, som man tager når man er en doven Retriever, ja så har der været action i fuldt firspring.
Lige meget hvor meget vi menneskedyr end lægger os i selen, så vil vi aldrig kunne tumle og lege med hundene, som de kan med hinanden og det er en helt anden træthed, der melder sig, når de endelig har fået “tonset af”.
En træthed, der varer lige til næste gang at en af dem laver et lille bukkespring, for så går den vilde jagt igen…
I aftes tog Paddy hjem til sin mor, som er Lauras skotske lærer Miss Pye, og Nugga gik pibende omkring ved sengetid, hun savnede tydeligt sin store brune bamseven.
Vi håber, at Miss Pye snart har brug for en hundesitter igen – vi er klar.
Og måske også klar på et kuld hvalpe til næste sommer…