Husdyr

Bella har her på sin halv-gamle dage tillagt sig en ny stil og nye vaner, “Jo-tættere-jo-bedre” kunne man måske kalde den nye livsstil.

Hun har altid været en kat på den helt katte-agtige måde, reserveret og kun selskabelig, når det passede ind i hendes kram, hvilket var ganske sjældent. Hun kunne skride gennem rummene uden at værdige os så meget som et hånligt lille blik, hun knejsede med hovedet og hendes lange antennehale stod sitrende lige op i vejret.

Hun styrede vores andre dyr med hård pote, hun var øverst på rangstigen og hendes mindste skulen eller strubelyd sendte Nugga og Aja på hurtig retræte.

Hendes udendørs kongedømme strakte sig langt ned af gaderne omkring huset, og vi har ind imellem været vidne til nogle drabelige kampe, som hun altid endte med at vinde…

Men sådan er det ikke mere, et eller andet er sket, og nu har Aja, som er Bella egen killing, meget tydeligt overtaget eller tilranet sig pladsen på tronen, og det har Bella åbenbart affundet sig med.

Måske gider hun ikke kæmpe, måske har hun fundet ud af, at det i virkeligheden er meget mere hyggeligt at være kælekat end hovmodig hersker.

Hun følger mig rundt i huset, meget snakkende og temmelig påtrængende, hun ligger på armlænet, når jeg sidder i sofaen og strikker, hun sidder i vindueskarmen i køkkenet, når jeg laver mad, hun ligger på musemåtten, når jeg sidder ved computeren og om natten sover hun gerne på min ryg eller endda på min hofte, hvis jeg tillader mig at vende mig om på siden.

Jeg hygger mig meget med hende, min grå tro følgesvend, der for øvrigt også er mor til Ellas Malou, vi nyder vores stille stunder her ved skrivebordet, og så lader vi Aja tage sig af al hvæseriet og blærerøvsattituderne, vi er sgi blevet for gamle til den slags, Bella og jeg…

Sådan en tyk Golden-pels kan indeholde uanede mængder af vand, i litervis nærmest, sådan føles det i alle tilfælde, når det mindste af vores badeværelser er i brug som hunde-badeanstalt.

Der er vand over alt, sejlende på gulvet, dryppende fra loftet og spejlet kan let komme til at ligne noget, det har regnet på, hun er rigtig rigtig god til at ryste sig, hende Nugga, igen – og igen – og igen…

Vi forsøger ellers at få hende til at ryste sig inde i bruseren, og hun gør da også et halv-hjertet forsøg, hvis vi spærre udgangen længe nok, men aldrig så snart hun er ude på gulvet, så ryster hun den store pels, så det føles som man, at man endnu ikke har fået slukket for bruseren.

Der skal bruges mange håndklæder for at køre et hundebadningsprojekt igennem, og bagefter en gang moralsk opbyggende snak, for hunden synes altså ikke, at hun er lige så lækker, som vi gør, når hun står der med hængemule og duftende pels.

Slukøret er man og selvværdet er først på max igen, når man har været en tur på marken, og den dejlige duft af ren hund er blevet overdøvet af lugten af den sorte muld og måske et enkelt fuglekadaver…