Ny hund – nye boller på suppen.
Afbrudt nattesøvn, kun ganske korte momenter til egen disposition, tidligere op end i flere år og konstant åbne ører og øjne.
Sagde jeg virkelig frivilligt ja til at stå på kl 05.45 en weekendmorgen?
Og ja til at være den, der tog nattetjansen?
Sagde jeg ja til omrokering af hjem og flænsede huller efter syle-tænder i min yndlingsskjorte?
Åbenbart.
Ind imellem messer jeg for mig selv
“Det er bare en overgang – det er bare en overgang – han bliver en stor og rolig hund – det er bare en overgang”.
For det er det jo, bare en overgang, hurtigere end jeg får lappet hullet i skjorten er Huxi mere sovende og mindre bjæffende.
Men lige NU –
ja der er det livligt.
Og jeg elsker det langt det meste af tiden…
For der er jo også masser af herlighed indbygget i sådan et lille bæst.
Gode grin, masser af motion og frisk luft, energi, gode udfordringer i at få opdraget som man ønsker, hengivenhed og god sund kontakt.
Jeg er et hundemenneske og tager gerne det sure med det søde og må så ind imellem også lige ha’ lov til at smide et hjertesuk.
Men det meste af tiden så er det herligt at ha’ hvalp, det giver oplevelser, som jeg ellers ikke ville ha’ fået.
Forleden aften tilbragte jeg f.eks. lang tid i en mørk have med en hvalp, der var fuld af krudt og løjer, jeg sad der i mørket og lyttede til HUxis møfle-lyde, lyttede til byens lyde og sippede en god kop kaffe. Der var rigtigt mildt ude og det gjorde mig faktisk så godt at sidde der og bare sidde.
Det var mere afslappende end sofa og tv, det var en rigtig dejlig måde at få rundet dagen på og rigtigt hyggeligt at lytte til lyden af hvirvlende efterårsblade på græsset og et dyt fra en utålmodig bilist…
Da Huxi var færdig med at spænde, så kom han hen og lagde sig ved mine fødder, og så sad vi ellers der, sådan lidt Du-og-jeg-Emil-ish, hund og menneske i ro i oktobermørket.
Og det lille moment opvejede så rigeligt, at jeg senere måtte forlade min gode dyne for at nattelufte.
Lige nu er der ro her, nogen sover formiddagssøvn, og jeg ved, at jeg har en times tid til rådighed, før der igen skal luftes, leges, fodres, trænes, afrettes, luftes igen og spænes.
Egentlig var der flere ting, som jeg burde tage mig af, men vi aftaler lige, at jeg lynhurtigt smider mig på sofaen og forsøger at indhente en lillebitte smule af den søvn, som jeg mangler, og hviler min stemmer, der er slidt af “Stop, nej, dygtig, sit, dæk, plads, ned, slip, stop”.
Bare lige et kvarter på sofaen med dyne.
Bare lige en lille belønning for kortere nætter og tab af egentid…
