Man bliver jo helt udmattet af det her feriestads!
Af de nye lyde og lugte, af at holde øje med de store træer, der vifter foran ruderne, af de flagrende sommerfugle og havets brusen i de store katteører.
Man bliver forpustet af at jagte solen, der kommer og går en hel masse, af at klæde sig af og på for at få varmet og brunet – ja det er selvfølgelig dem uden pels der gør det – og man falder også lidt om og blunder af al den gode mad, som man nyder.
Hårdt at være på ferie, det er det altså, når man bare er et lille langlemmet pelsdyr…
Ind imellem høje skrig af forskrækkelse og AV, fordi man pludselig og uventet bliver overfaldet af en lille baggårdstiger.
Brag fordi der vælter ting og sager.
Galop over gulvet i hælene på Nugga, der forsøger at undgå alt for meget tummel med pelskuglen.
Otto er Otto, fuld af energi og narrestreger og vi har sørme fået vores erindringer om Viggos første tid her genopfrisket.
Bare i syvende potens for Otto har flere gear end Viggo.
Også af den slags som i korte momenter er ved at tage pippet fra os…
Men er vi vilde med ham, meget endda, for lige så fuld af fart han er lige så blid og kælen er han også og kommer altid daffende for at finde et blødt lår at tage en powernap på.
Han får lov, gør han, at ligge der på det bløde og spinde og snorke, men ind imellem vipper vi ham også ned, for han er som et hedt varmeapparat og hans lille bløde bare mave kan næsten være for varm at have mod et letpåklædt ben.
Og når han så ligger der og snuer, ja så kan det lykkes os at tage billeder af ham, billeder der oser af ro og katteselvfedhed, resten af tiden er det umuligt at fange andet end en rystet skygge af noget, der suser forbi med 120 i timen.
Skønne Otto, bløde søde hurtige Otto – tak for den første måned.
Vi hygger os med dig –
meeeeennn vi glæder os nu til du har været her 3-4 måneder mere.
For så kan vi vel være sammen uden riv og kratterier…
Han fylder rigtigt meget herhjemme, ham lille Otto, ikke fysiske for han er jo stadig bare en lille splint på 1.5 kilo, men i hjemmets aktiviteter og samtaler, der må jeg indrømme, at det hele er en smule ottoficeret for tiden.
Men er der noget at sige til det?
Han er jo skøn!
Smuk, nysgerrig, kontaktsøgende, kælen og vims.
Og efterhånden også lidt nysgerrig på, om den store hvide pelsklump mon kan bruges til andet end at spæne væk fra.
De skal nok blive BBF – Nugga er tålmodigheden selv og Otto en selskabspapepøje, så de finder ud af det…
Vi mangler store Viggo her i familien, det hule bump, når han hoppede ned fra sin yndlingsstol, de mange snakkelyde, som kom fra ham, hans frækhed og troskab mod Amanda. Det tager tid at vænne sig til at undvære, også selvom der er en lille én, der kræver opmærksomhed og selskab.
Vi er vilde med Otto, rigtigt meget, han er allerede en elsket lille misling, men det er på samme tid sådan lidt bittersweet, for han er her jo kun fordi der er en anden, der mangler.
Men sådan blev det og vi vænner os, det gør man jo til alt…
Hænder og fødder er igen fyldt med små mærker, sofa og guldtæpper er igen blevet steder, hvor man kan sætte kløerne i for at få et godt afsæt for et tigerspring, gulvene bruges som glidebaner og alt på vejen får et dask for at komme i bevægelse.
Og så er et bruseforhæng for øvrigt et ganske udemærket stykke legetøj, det kan både flagre og skjule, det er vildt. Og nu også hullet.
Jow jow – der er skam nok at fornøje sig med, når man hedder Otto og ikke er et næsehorn, men en lille killing, der vokser med lynets hast og indtager verden med et nysgerrigt blik og fart på de kæmpestore pelsede poter…
