Man har et rigtigt godt udsyn fra toppen af garagen.
Man kan se de humlebier og småfugle, som man skal jage og mose.
Man kan holde øje med de to-benede i haverne og med sin bedste ven, den store hvide hund.
Man er en konge, man er forkælet, man er elsket.
Vakse, vakre Viggo – nu 10 mdr og tung som halvanden kasse kokos-briketter…
Man kan vel nærmest sige, at jeg er blevet en slags mormor.
Sophie er lykkelig, forelsket, bekymret, omsorgsfuld, smilende og fortællende.
Hun har fået sin første Maine Coon.
En fin blå lille én, der inden længe er en kæmpe, det ses allerede.
MC feberen ræser rundt i familien…
7 mdr i går.
Lige et par gram fra 5000.
Nuggas trofaste følgesvend.
God som dagen er lang, trofast, robust, kærlig, sjov og bare elsket.
Også selv om hans vilde stunts koster smadret porcelæn og glas og ind imellem jord i karme og på gulv.
Vakse vakre Viggo…
Jeg har aldrig kendt en kat som ham, men det er sikkert fordi, at jeg aldrig før har mødt en Maine Coon.
Fantastisk race og svært at lade være med at drømme om én mere.
I morgen skal vi med Sophie op i landet og hente en killing, hun er blevet smittet af vores feber og efter at ha’ haft Viggo på besøg, da vi var i Kbh, ja så må hun bare ha’ sin egen. Lige nu.
Og heldigvis var der én af dem, i rette størrelse og fra god familie, og der er nu købt udstyr i vildskab.
Sophie er ved at gå ud af sit gode skind af spænding og vi andre glæder os med hende.
Og glæder os hver eneste dag over Viggo.
Hvis nogen altså skulle være i tvivl…