Browsing Category

I køkkenet

I køkkenet, Lækkerier, Mad, Opskrifter

MANDAGS NUGGETS…

17/03/2014

Laura har lavet mad i dag.
Nuggets med bønnefritter, ovnkartofler, sennepsdip og syltede grønne tomater, som Meyer havde klaret for hende.

Det smagte vidunderligt, enkel men meget meget god mad.
Opskriften, som hun brugte, var den gamle traver fra 2008, i dag undlod vi hvedemelet og brugte bare masser af ost og sesam og brunede de panerede stykker i hed kokosolie, før de stegte færdigt i ovnen, der jo allerede brummede med bønner og kartofler inden i.

Tak for mad til Laura, jeg nyder at se hende i action foran komfuret, det sker for sjældent, men når hun endelig hopper derhen, så laver hun dejlig mad…

Bagværk, I køkkenet, Lækkerier, Mad

BURGER TANKER…

27/02/2014

Til en burger...

I morgen er der én her i huset, der fylder 49.
Dét skal fejres –
ikke med raketter men med store svedige flæskestegsburgere og kolde øller.

Jeg har kastet mig over de indledende øvelser og har æltet en stor portion bolledej med sesam og hvedeklid og andet godt.
Ingen burgere her i huset uden en hjemmebagt bolle og de kan sagtens bages i dag, når de alligevel skal flækkes og ristes inden brug.

Burgerne skal fyldes af gode skiver af kamsteg med sprød svær, sure tykke agurker og så er der valgfri kål.
Altså enten rå rødkålssalat med en lidt skarp sennepsdressing eller også en nylavet varm gang næsten gammldaws rødkål.
Det bliver godt og jeg glæder mig til både sprøde svær, dejlige venner, en håndbajer og en overraskelsesdessert fra en venindes køkken…

Hvis du også er glad for hjemmelavede burgere, så skrev jeg engang for længe siden et indlæg om den slags og der kan du også finde min opskrift på en god burgerbolle, det er altid den, som er i brug her.

Jeg har også skrevet om en lækker kyllingeburger med mango, som jeg fandt inspiration til hos Ulla i Tyskland.

Og er man til burgere uden hvedebrød omkring, så har vi også succes med at bruge de flade grøntsagsbrød, som vi bager til vores de luxe hottere.
Stakkels lille forsømte HAPS blog, jeg må vist hellere pleje den lidt, her bliver nemlig stadig spist overvejende af den slags herligheder.

Og så tilbage til køkkenet, hvor dej og sesamfrø til drys venter…

Bagværk, I køkkenet, Lækkerier, Opskrifter

MONKEY BREAD…

22/02/2014

Monkey bread...

Pigerne sidder i sofaen og høvler serier, de spiser frugt og sipper kaffe og nyder lørdagens mulighed for dovneri og langsommelighed.
Laura har lyst til Monkeybread, ingredienserne er i hus og egentlig er det ganske længe siden, at jeg har æltet en gærdej, så jeg gider godt.

Jeg lavede engang en opskrift til Urtekram, men jeg tror ikke, at den ligger på deres side mere, men dokumentet er stadig på min computer og den er bestemt en revival værd, så nu kommer den til at ligge her sammen med alle de andre bage- og kageopskrifter.

Monkeybread er en amerikansk opfindelse, sådan en slags mini kanelboller i lag, snasket ind i smør og sukkerstand, lige noget for mig, når jeg nu for en ret sjælden gangs skyld skal sukkerlamme mig selv – og også en yndlings hos Amanda, der nærmest er lyserød og svævende bare nogen nævner ordene kage og kanel i en og samme sætning.

Til en sofafuld lækkersultne weekendnydere skal du bruge

Dej:
4 dl lun øko-minimælk
3 tsk sukker
1 nip salt
1 stort æg
50 g gær
12-15 knuste kardemommekapsler eller 2 tsk stødt kardemomme
Ca 600 g hvedemel

Til tril og drys:
50 g smeltet smør
200 g mørk muscovado eller rørsukker
2 spsk god kanel, gerne den milde og ægte fra Urtekram eller Mill & Mortar.

Dejen fremstilles som en helt almindelig gær-dej, ingen hokuspokus der. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ælt den godt igennem igen og skær ca 50 små stykker dej ud, der så trilles til mini-boller.

Bollerne dyppes i smeltet smør og trilles derefter i kanelsukkeret.
De lægges i gode tætte lag i en smurt springform og bages så ved 175 grader i ca 45-50 min.

Kan pyntes med almindelig glasur eller den med flødeost, som vi plejer at bruge til de klassiske gulerods- og squashkager, men her hos os nydes Monkey bread on the rocks, altså uden glasur. Den er sød og fedtet nok i sig selv.

Nyd lørdagen med det og dem i elsker.
Og måske også et sødt bumlet brød…