Jeg kunne ikke nære mig!
Jeg måtte bare!!
Så nu er alle de ellers ret lækre ting, der sædvanligvis står her i akrylkassen, gemte væk og julerædsler og glæder puttet på hylde.
Det måtte bare til –
og Torben, han smiler bare sit skæve smil og ser ud som om at han tænker:
“Det forsvinder igen om nogle uger!”
Ikke bare lidt forkælet – men sådan rigtigt meget alvorligt forkælet – det er lige mig!!
Tjek lige engang “kassen” som mine adventgaver er blevet leveret i i år, nøøørrjjjjj som jeg har haft et godt og forelsket øje til den kæmpestore lanterne i lang laaaang tid, og nu er det min, og så endda med pakkefyld inden i.
Lykkens pamjulefis…
Den første søndagspakke bød på orange akrylkogle og stenhårdt lakridskonfekt og så en fin gammel æske med smukke gamle kugler i og en sød og yndig lille nisse-trolde-Christel-agtig pige.
Hun sidder på låget af kasserne i indlægget herunder, så fin er hun.
Det er verdens bedste idé, den venindeadventsgaveaftale, i alle tilfælde, når man har sådan en veninde her, der lige ved, hvad man elsker allermest…
Pakkerne der ryger i den anden retning er bløde, sådan da, og til dels hjemmelavede, men der er også en butik eller 3, der har haft besøg af mig i de sidste par uger, og jeg må bryde min hjerne for at finde det helt rigtige, for det er ikke det nemmeste at finde guld til én, der går i det hver eneste dag.
Jeg satser på gensidig glæde og sender små ønsker afsted ud i rummet om, at vi aldrig never-ever bliver for store, trætte, fattige, gamle, kedelige eller andet trist til at gi’ hinanden gaver.
Og så må det godt lige blive søndag igen!
Kan næsten ikke vente…
Endelig – endelig – er der blevet tid til at hive julekasserne ned i alrummet, jeg har sådan glæder mig og nu er det så nu!
De store smukke kasser i birketræ tjener til hverdag som sengebord i min side, man skal holde sine skatte indenfor rækkevidde, og jeg glæder mig hvert eneste år til den dag, hvor jeg må undvære fralægningsplads ved sengen men til gengæld kan hive alle herlighederne frem i lyset…
Jeg har hverken tema eller do-and-don’t i mine julerier, jeg gør lige præcis, hvad jeg har lyst til og jeg har lyst til meget.
Meget tosset, meget kulørt, meget genkendeligt, meget nyt, bare meget!
Ikke Gertrud Sand-agtigt meget, men på heller ingen måde minimalistisk og top-stylet, for hvor fa’en skulle det fra alle de andre år så placeres?!
Jeg forsøger at mikse det nyindkøbte med det gamle frønnede, og synes faktisk selv, at det år efter år lykkes mig så udemærket at få lavet et herligt julet hjem i december.
Faktisk har jeg slet ikke fået købt noget nyt i år, men det kan der lynhurtigt blive rådet bod på, for et eller andet juleri falder man vel altid over på vej rundt i yndlingsbutikkerne…