Julepynten er så småt på vej tilbage i kasserne, træet er tømt og båret ud og lige om lidt ligner det hele sig selv igen.
Jeg trænger til at få rummene tilbage i vanlige stil, trænger til at se tomme flader, for lige så meget som jeg elsker at hente kasserne ned og arrangere det hele så nysseligt, lige så meget elsker jeg, når huset bliver “af-julet”…
Det eneste, der får lov at blive fremme lidt endnu, er vores store lysende stjerner, deres bløde lysskær er jeg altså ikke parat til at sige farvel til endnu.
Amanda og Laura insisterer på, at deres hvide af slagsen, som de hjembragte fra Sverige i efterårsferien, skal ha’ lov at blive hængende, de skal erstatte nogle lange cigarer af rispapir og blive til helårslamper, det er okay med mig…
Pigerne er nærmest for første gang nogen sinde meget meget jule-kulrede, Laura har været i hopla siden den årle morgen, og indtil flere gange er der blevet spurgt, hvornår man mon måtte få en gave.
Her hos os behøver man ikke vente og være så spændt, at man bliver halvdårlig og tudevårn, det er okay med en lille “forret”, og gerne en, der kan beskæftige modtageren nogle timer.
I år blev det oldemødrenes fælles gave der kom i spil, Guitar Hero, ikke den nyeste for det er for hård rock, mente pigerne, men noget 80’er guitar-ræs, der kan få gang i pulsen…
Der spilles deroppe ovenpå, højt, og Torben har også lige været oppe og fyre den af, og indtog pladsen foran tv’et med en typisk tør far-bemærkning:
“Måske vinder jeg, piger, for jeg er altså sej til luftguitar!”
Det var vi sådan set ikke vi tvivl om, og indtil videre har den åbne pakke da bragt fred i julehuset, sådan da…
D.23. december forsvandt mellem fingrene på os, vi stod ellers meget tidligt op og ramte først dynerne, da det var blevet d.24., men meget var på programmet, og inden vi fik set os om var morgen blevet til dag og dag til nat.
Julen er vel, om nogen tid på året, traditionernes tid, mange ting gøres på næsten samme måde år efter år, og meget af det på de samme dage i løbet af december måned, ikke mindst når vi når de sidste dage op mod den store aften.
Sådan er det hos mange familier, og bestemt også her hos os, gamle traditioner holdes i hævd og nye får også lov at komme til, og en af de allernyeste blev med glæde og hjertevarme klaret i går i vintermørket…
Der blev fyret op i grillen, og gode pølser blev stegt, mændene hyggede sig om ilden med en øl i hånden, og kvinder og børn kvidrede inde om julemad, gaver, frokost, kirkegang og hvad der ellers trængte sig på.
I år brugte vi alrummet til ophold, drivhuset er for lille, for de børn, der engang var små, bliver større og større, og deres teenage-råberi og flagrende arme gør det svært at klemme 12 mand ind på 10 kvm. sammen med overvintrende oliventræer og krukkker med slumrende afrikanske liljer.
Er det mon egentlig ikke grund nok til at få bygget et stort drivhus, et orangeri måske, nabogrill på lillejuleaften, hmmm…
Alle de andre faste indslag på dagen før dagen kunne vi også sætte flueben ved, inden vi lagde hovedet på puden, så nu kan julen bare komme an, vi er klar og vi glæder os.
Faktisk kom der også en lille ny ting på programmet i går, fødselsdagsfrokost hos Hanne og Tommy, det var så fredeligt og hyggeligt, og havde såmænd godt kunne trække ud, hvis det ikke var fordi vi havde manglet de allersidste gaver; vi elsker deres selskab, og for vores skyld måtte den frokost gerne blive en af de ting, hvor vi kunne smile til hinanden og sige:
