Formiddagen bød på det rene ingenting af den gode slags og egentlig kunne jeg snildt fortsætte i samme spor.
Sofa, garn, børn, hund, te, tv og snak.
Det ville let kunne lade sig gøre med et smil om munden.
Men sådan bliver det ikke.
Et par timer er afsat til at bore huller i en stor stak gevirer, som har ligget til afblegning hen over sommeren.
Smeden er færdig med lysholderne og snart har vi en smuk stribe stager, som kan komme til at smykke ude i andres hjem…
Vi er godt i gang med at “bakke op” til årets julemarked.
Stjerner, forklæder, stager, kogler, læder, ler og craziness.
Vi hygger os og glæder os til at hive hele balladen med på Ludvigslyst d.1.12.
Måske ses vi?!
Jeg kan i alle tilfælde kun anbefale en lille adventsudflugt til Silkeborg den søndag, hvor der foregår flere fine ting.
Og en lille eftermiddagskage på Ludvigslyst vil mildne både de mænd og børn, som måske lettere modstræbende bliver trukket ud i julelandet af mor med hang til pynt…
Stik mig et dameblad, en saks og en limstift og så er der ro på mig for en tid.
Eller måske bare lidt ro for jeg sidder faktisk og gnækker lidt for mig selv, mens jeg sætter alt for store munde i fine ansigter eller giver de bare fødder sko i str 55 på.
De skæve figurer har bagside af neonpink selvklæbende papir og et lille ophæng i samme farve og lur mig om der ikke kommer til at hænge en enkelt eller fem her på mine egne julegrene.
Og veninderne slipper nok heller ikke for at få en skeløjet kendis i deres adventsgaver.
For jeg er grebet og har en god stak del-elementer til at ligge og snart er de bygget sammen til nye skæve eksistenser…
Eftermiddagen i går gik i det hele taget med papirnusseri, for ud over de skrækkelige madammer fik jeg også pakket et par små poser med pennevennedims, som skal sendes afsted i dag.
Jeg er med i en pennevennegruppe på Instagram, hvor vi efter sirligt udregnet turnus sender håndskrevne hyggelige breve go små pakker med papir og pynt, som man kan bruge til de næste breve.
Brevene, der skal afsted i dag, er mine første, og jeg er spændt på hvordan det udvikler sig. Kommer vi til at skrive gode breve, der giver hverdagen og tankerne nye vinkler eller bliver fokus det fine dims, som sendes igennem landet til nye fine breve? For mig er begge dele fint, for det skaber en lille rolig stund for mig, når jeg skriver og samler og pakker, en rolig stund sat lidt i system og det er godt for mig, der stadig øver i ro…
Ikke mere pynt og pjank i julehulen for i år.
Slut – over & out – ende gut alles gut. I dag må det ned og væk og ud.
Lige så meget, som jeg elsker at pakke kasserne ud og arrangere mine skønne julerier i nye sammensætninger og på nye pladser, lige så meget møg-elsker jeg at pakke det væk igen. Jeg svøber det sirligt i silkepapir og bobleplast og lægger det forsigtigt i de rette kasser, så alt er at finde helt og uskadt igen, jeg smiler mens jeg gør det, af glæde over at jeg ejer smukke gode ting og over at de nu igen har formået at sprede den helt rette julestemning her i stuerne.
Julen bæres ud og vi gør klar til det nye år med rene flader og plads til begejstring.
Og orker jeg det i mit influenza-mood, ja så henter jeg også en stor buket sprøde tulipaner og en lille tot perlehyazinter til at fylde de vaser, som har båret på julens hyazinter og pink nelliker…
Det eneste, der ikke pakkes så sirligt, er de bløde ting til juletræet, de møffes bare ned i kassen og den store topstjerne med lille knap får lov at agere beskyttelse øverst oppe.
På træet har vi kun få skrøbelige ting, for huset har altid været fyldt med børn, hunde og springende katte, og hverken den ene eller den anden slags levende væsner skal ha’ stækket badut-vingerne for at der kan hænge gamle fine kugler.
Vi nyder træet med glimmergrise og hæklede kinesiske dukker, med hjemmetlavet papirpynt og en enkelt skræmmende Medusanisse. Masser af fugle i stof og pap og træ er der også på og også farvestrålende mexikansk blik-pynt.
Et multinationalt barnligt træ uden samme sirlighed, som jeg selv synes præger resten af pynten herhjemme, sådan må og skal det være…
I år har vi for første – og også ALLERsidste gang – haft en rødgran. For mig er juletræer af den ædle slags, de vandrette grene, de bløde kraftige nåle og den mørke fave, altid. Men ikke i år, hvor jeg kom til at forelske mig i et flot kegleformet træ af den “forkerte” slags, jeg måtte bare ha’ det træ og slæbte det hjem i mit ansigts sved.
Fortrudt havde jeg allerede halvvejs hjemme men tænkte, at det gik jo nok alt sammen alligevel! Og det gjorde det også. Julen kom, julen gik og ingen var mindre glade end ellers.
Men fornøjelsen ved at kigge på det pyntede træ har været mindre for mig og i dag, da vi løftede træet ud af foden, ja da tænkte jeg igen
“Første og bestemt sidste gang!”…
Om lidt er alle spor af julen væk i stuerne, ikke alle er lige så begejstrede for det som jeg og jeg er blevet beordret til at hænge den store papirstjerne op i et af soveværelserne.
For uden den til at skinne i aftenmørket, ja der var resten af december ikke til at komme igennem.
Så op med stjernen og ind med tulipanerne.
Måske blomsterhandleren er ligeglad med mine bløde natbukser og klattede øjne…
