Efter aftensmaden for vi rundt i haven med tommestok og gode idéer og senere blev et brugt drivhus jagtet på nettet.
Og fundet.
Og hentet.
Og hen over weekenden mosede og masede min rare underbo med skovl, spader, jord i bunkevis, skruer, glas, brædder og jernvilje.
Hans højgravide kæreste sad trofast i en havestol og så på og kom med opmuntrende tilråb af den stille slags og jeg gik ned og kiggede og roste og fremsatte små idéer og ønsker iført nattøj og rystet skal.
Søndag aften stod drivhuset færdigt.
Med faste bede og god jord.
Med nedgravet gangbane og træ til under fødderne, lige sådan som jeg havde ønsket.
Så nu var vi dem i de lejede villalejligheder med eget drivhus.
Vi smilede stort og roste byggemanden en hel masse…
Sidste mandag blev der hentet tomater og agurker på planteskolen, jeg betalte som kompensation for den manglende praktiske og fysiske indsats under det store arbejde, men vi var afsted sammen og det var rigtigt hyggeligt.
Jeg sad der på bagsædet og blev bare fragtet afsted uden at skulle bekymre mig om noget som helst og vi hyggede os herligt med at udvælge de planter, der nu engang kunne være plads til i driveren.
Så nu er vi dem med drivhus, 3 agurkeplanter af blandet art, et stor peberplante, forskellige krydderurter og så selvfølgelig tomater i flok.
Små og store, sorte og røde og stribede og dem fra verandaen er også kommet med derned.
Hver dag er jeg nede og nippe og kæle og hver gang smiler jeg lige stort over, at noget af det, som jeg har savnet fra min gamle have, nu faktisk står lige her.
Masser af penge har vi ingen af, men med vilje, beslutsomhed, samarbejde og genbrug så er det lykkedes os at få et drivhus for mindre end 750 kr pr familie.
Det er helt i orden med mig.
I dag har vi høstet de første solmodne tomater og den allerførste skoleagurk, det hele blev skåret i 4 lige store dele af den skønne tøs med de lyse fletninger, der hver anden weekend også bor i huset her, og vi nød de første hjemmeavlede hapsere med sol på næsen og varme både inden i og uden på.
Der er så meget at være glad for i livet.
I dag er jeg inderligt glad for min byhave, mine husfæller og smagen af varm tomat med urtesalt på…
Her hvor vi bor til leje er der den fineste lille byhave.
Ikke fin på den måde at den er sirlig og velholdt og fuld af gamle smukke staudebede, flot beskårede frugttræer eller trimmet plæne.
Men sådan hyggelig fin med lidt krogede træer, tilfælde men skønne vækster og et par gode hjørner at nyde solen i.
Og super super fin overhovedet at ha’ som uderum for os, der har været vant til at ha’ meget mere udeplads at boltre os på med sø, skov og eng lige for enden af haven, der er det rigtigt rigtigt fint at vi overhovedet har have her midt i byen.
Have og også en lille gård med bord og stole og læ, så der kan spises, soles, placeres blomstrende sommerblomster og leves lige neden for vores køkken.
Vi klager ikke, vi nyder bare også selv om lysten til mere æstetik og form lever i os, især mig.
At kunne komme ud og stå på græsset i bare tæer må vist være noget, som jeg vil kalde en nødvendighed for mig som menneske.
Så jeg står, med varmt hjerte og smil i øjnene, midt på den bulede, mosfyldte og meget hyggelige græsplæne og kigger på det krogede blommetræ, den uregerlige mynte og noget pindet buskværk, som ingen kender navnet på.
Men det er der og det er grønt…
Jeg må gøre, hvad jeg vil derude, det passer mig godt, men det er et slid, for ingen har gjort andet end at meje græsset et par gange eller tre i løbet af sommeren i de sidste måske 10 år.
Kan i forestille jer, hvordan der ser ud på skvalderkålsfronten derude?!
Wauw siger jeg bare, der er meget!
Og også en hel masse andet, som ikke behøvede at være der, mælkebøtter f.eks, i hundredevis.
Men der er også et par gamle akelejer og et smukt æbletræ. Der er syrener og på siden af huset kærmindesøster og nogle andre blomstrende vækster.
Og nu også fine roser, som jeg satte sidste sommer, en klatrerose, der gerne skal dække for lidt af det kedelige udtryk, som et forsømt haveskur ellers bidrager med, og så tre fine hvide Louise Bugnet, som jeg købte for en slik sidste forår i Netto, de er blevet store og kraftige og knopperne maser sig allerede frem.
I forhaven har jeg sat en kæmpe slyngrose, som denne sommer vil nå et godt stykke op mod karnappen i stuen, jeg glæder mig til at sidde inde og kigge ud og dufte igennem de åbne vinduer.
Og nedenfor den rose har jeg plantet en fin hæk af lavendler langs hele fortovet ved huset, nysseligt er det og duften er indbegrebet af varm god sommer for mig.
Jeg har en have, som ikke er min, men som jeg behandler som min og det begynder at kunne ses, sådan lidt annesk ser der efterhånden ud derude. I små spredte klatter…
I de par år, som jeg om bare nogle måneder har boet her, har jeg været meget meget træt af et gammelt grønt hegn i haven. Sådan et hegn af metalpæle med plastikcoated metalhegn imellem. Det har boet længe i haven, tror jeg, ikke kønt – ikke friskt – ikke nyttigt.
Ikke mere i alle tilfælde, for naboen har bygget et smukt og meget enkelt sort hegn inden på sin grund og det kan både holde hunden ind og blikke ude og oven i købet danne en fin fin baggrund for farvestrående sommerblomster.
Jeg har plaget lidt for at få det fjernet, tilbudt at gøre det selv, nærmest tilbudt at betale for at få lov, og jeg har ikke mødt modstand som sådan men min udlejer er lige så sindig som sød og derfor at det endelige ja ladet vente på sig.
Men pludselig for nogle uger siden var det væk, eller i alle tilfælde på vej væk, da jeg kom fra job og efter en times tid var alt det rustne halvdøde grønne hegn væk og udsigten til det sorte stod skarp.
Det vil sige udsigten stod skarpt bag den meterhøje mur af 10 års manglende lugning bag det grønne hegn. Skvalderkål i metervis, vild og voldsom mynte, græs, senegræs, mælkebøtter og meget for mig ukendt selvsået grønt.
Så jeg har luget og luget og luget. Gravet og rodet og hevet. Bandet og svovlet og næsten tudet.
Damn det er fast arbejde at rydde op efter 10 års forsømmelse…
Men jeg er et stædigt æsel og lige om så er jeg i mål.
Alt det uønskede er væk og i den ende, hvor jeg startede med at luge, der spirer allerede morgenfruer og tallerkensmækkere, som skal fylde denne sommer langs hegnet.
Jeg har sat nogle kæmpeverbena ved siden af de akelejer, der i år pludselig har fået luft til at vokse og blomstre og jeg kan se, at en staudelathyrus også er ved at komme sig efter mange år i skyggen af skvalder.
Det bliver så godt så godt og denne sommer vil jeg lave en kæmpe flok lavendelstiklinge, der kan komme til at lave en fin lilla hæk oven på det gamle og porøse cement, som stadig står. Det bliver enkelt og let at holde og meget meget skønnere at se på end grønt metal.
Dahliaknolde er kastet i jorden og er så småt på vej, på verandaen står fine små frøkenhatte klar til at blive plantet på friland og snart kommer en kollega med gode tomater, der klarer sig uden drivhus. Et andet sted har jeg lovning på en kasse lodden løvefod og i mit nærmest bankerotagtige budget skal der findes penge til at købe et par flotte klematis, der skal få lov at sno sig i et halvdødt blommetræ.
Min lille fine have som ikke er min.
Min lille fine have – nu uden skvalderkål på bare nogle af siderne…
Morgenen er blevet brugt til at rydde op og sætte på plads.
Omrokering af møbler i spisestuen blev droppet, det gav ingen mening af ændre en god fordeling af stort og småt.
Jeg er SÅ tilfreds med mit farvevalg, den lyse farve tilfører rummet endnu mere af det vidunderlige lys, som allerede er derinde.
En stor massiv sort farveklat på det sted i rummet ville ha’ været for voldsomt.
Det rum giver mig lyst til bare at sætte mig. Ved bordet. Med kaffe og gøre ingenting.
Glo, bare være, lytte til musik, i disse dage kører soundtracket fra De urørlige på repeat, smukt…
Måske kunne jeg ta’ en tur rundt om bordet og sidde de nye stole til.
4 forskellige. 4 sorte.
Stolen på billedet herunder er den eneste, der er købt for mere, end jeg reelt har råd til at gi’ for en stol lige nu, men salget af skænken hjalp på vej og med en uges tid på begrænset husholdningsbudget, så er det indhentet.
De andre to er købt i det store blå-gule varehus og den sidste er genbrug.
Hellere én god af gangen end at vente i evigheder på at få råd til 6-8 stk på samme tid.
Måske ville jeg også komme til at bruge pengene på noget andet undervejs.
Planen er én ny stol i kvartalet indtil jeg har samlet dem, som jeg gerne vil ha’.
Planen er forskellige dansk designede stole tilsat en enkelt udenlandsk.
Jeg tror, at det bliver godt…
Jeg skal til at gøre mig klar til job, ikke let, når man egentlig hellere ville sidde og nyde det nye.
Men det står her jo heldigvis, når jeg kommer hjem igen om mange timer.
Jeg vil drage ud i onsdagen med et tilfredst smil om munden.
2 dages aftenarbejdet gav nymalet væg – jaja kun én – og smukt nyt gammelt skab.
Og også idéer til andet, som kan få en kærlig hånd.
Jeg har heldigvis to af slagsen, for den ene idé har det med at hive andet med sig.
Altid.
God onsdag derude.
Med eller uden alt for mange gode idéer…
