Kan man mon ha’ det?
Allergi overfor kasser af pap? Den slags kasser, som man bruger til at pakke sit liv ned i, når man skal bevæge sig fra et sted til et andet?
Lyden af en kasse, der slås sammen og siderne, der hvæser af hinanden, mens de bukkes rundt. Kan den lyd mon være usund?
Jeg kommer i alle tilfælde ikke i hopla i selskab med det brune tykke pap.
Jeg er vaccineret for de næste år!
Også selv om jeg i virkeligheden for for dyrt her med de to lejligheder, så er tanken om at pakke dem sammen og skulle falde til et andet sted bare uoverskuelige lige nu.
Jeg har altid været en rastløs sjæl, ikke rigtigt bundet til noget særligt sted, lettere urolig inden i med drømme om andre rammer, den slags er det så slut med, kan jeg mærke.
Flyttekasserne kan få lov til at passe sig selv, mens jeg bare passer livet her…
Men jeg har nu alligevel været nødt til at køre omkring et byggemarked efter kasser i dag.
Kasser til at tømme skænkes indhold over i, kasser til at holde på de ting, som skal flyttes ind i det andet skab, der står og venter på at komme ind, når teak’en er forsvundet ud.
Men det var heldigvis let nok at åbne låger og skuffer og bare hælde over i kasserne, for intet skulle deles og intet skulle transporteres forsigtigt. Der er trods alt grænser for hvor meget skade 2942 meter silkebånd kan tage af at rumle lidt i en kasse.
Det eneste forsinkende element i nedpakning var da alle de gode materialer, som jeg kom forbi undervejs, papir, knapper, mere papir, kort, frimærker, ler, maling, fotos, lim, bånd, perler, udklip, ståltråd, hæfter, gode blyanter og kom ikke her.
Jeg lukkede øjnene og skovlede over. Lukkede ørerne for alle de mange projekter, som faktisk råbte på at blive sat i gang.
Der er ikke tid til den slags, tiden skal bruges på maling af det nye gamle skab og på at tage på lørdagstur.
Men i aften, når det praktiske er klaret og maverne er fyldte, så venter sofa og en bunke hengemt tranepapir. 1000 traner til et ønske om, at flyttekasser for en tid er ikke-eksisterende i det liv, som leves her.
Tak…
Lynhistorien, som nærmest holder sig på de 3 minutter.
Plus spilletid.
Jeg har været til mange skønne koncerter i mit liv. Vilde koncerter, groovy koncerter, lytte-koncerter og skråle-med-koncerter, gigantiske på dyrskuepladser og intime på provinsens spillesteder.
Mange stilarter og et bredt udvalg af både godt og snot.
Flest med samme kunstner må vel være Helmig.
Sjoveste musikoplevelser må være sommeraftener i Indelukket i Silkeborg til Hede Rytmer.
Og når jeg her skriver bevægende professionel så er det selvfølgelig fordi, at jeg rigtigt mange gange er blevet bevæget, når jeg har været i selskab med mange syngende børn. Bevæget så tårerne løber, det ved alle, der har læst med her på siden i bare mere end 5 minutter. Det findes masser af gamle indlæg om lige præcis de tårer og de stunder, men det var ikke dem, der kom til mig allerførst, da jeg læste dagens lyn-kort.
Det var Caroline…
Jeg var sprød sidste år, træt og usikker, sorgfyldt og under et næsten umenneskeligt pres og jeg følte at jeg stred mig afsted i modvind, op ad bakke, uden luft i dækkene og med meget lidt lys til at vise vej. Men lige der i den mørke eftermiddag mærkede jeg ro og håb og en slags klarsyn. Men allermest bare ro.
At kalde mig et troende menneske er en overdrivelse, i alle tilfælde hvis man tænker på Gud i forbindelse med tro, det er ikke der, jeg hænger min hat, ikke der jeg finder svar, trøst eller lys. Men jeg underkender ikke den kraft, som ligger i de smukke rum, som hører til vores kirker, eller de stemninger, der kan være der.
Og lige der, lige midt i Aarhus, på lige præcis den dag, der var de rum, den klang, de stemninger og intense følelser med til at få mig til at kigge op og kigge ud og opdage, at jeg var på vej i en smuk ny retning, på vej til at blive bare mig på en måde, som hidtil ikke havde været en mulighed. Det var stort og det gav ro.
Jeg har haft Ring them Bells til at køre her på computeren, mens jeg har skrevet indlægget, smukt med smukt på, det tåler at blive sat på repeat, jeg tager et par gange mere mens jeg glædes over, at jeg er et menneske, der kan bevæges.
I weekenden var der kul på. Alt foregik i højt og koncentreret tempo uden tid til ret meget fordybelse og reflektion, det var ren produktion men af den gode og energigivende slags.
Når man altså lige får hvilet ud – og det har jeg fået nu. Helt og aldeles og er nu Anne-i-fin-form igen. Ikke nogen værkende led eller ømme hænder. Godt nok.
Søndag var hviledag, mandag og tirsdag røg med i samme pulje, når arbejdsdagen sluttede så kaldte sofa og ro og take away.
Nu er det onsdag og armene og energien er til havegravning og efterårstrimning af potter og lavendelhæk. Lige om lidt.
For først er der tanke at dele, ret personlige af slagsen, men nogen som banker på for at komme ud og ned på skrift, for og til mig og dem, som synes, at noget kan vække genklang eller sætte tankerækker i gang…
Weekenden var fejring af 2 menneskers nye lykke og samtidig også en mærkedag for mig og mine piger. 1 år i jomfruburet, 1 år som familie i ny form, 1 år så anderledes og så alligevel så velkendt og trygt.
Den første weekend i september 2011 flyttede jeg fra huset på heden med Amanda, min hund og mit habbengut. Jeg efterlod det liv, som ikke blev det jeg havde forestillet mig, efterlod det hus og den have, som jeg havde elsket så højt, de smukke rum og de gode ting, som måtte blive stående fordi ikke alt kunne blive mit. Jeg efterlod en lille katteflok og et dejligt nabolag, jeg efterlod det, som indtil kort forinden havde været sikkert og godt.
For nogen af os i alle tilfælde.
Det der kommer nu er min historie. Mine oplevelser og min sandhed. Ikke nødvendigvis den eneste, men min.
Noget er fortalt tidligere, andet ikke, noget er kolde tørre facts og andet er fornemmelser og tolkninger. Mine.
Så ingen andre kan eller skal stå til regnskab. Og synes nogen, at de vil stille mig til regnskab, så er de velkomne, jeg står ved mine ord og mine oplevelser også selv om nogen kunne være uenige…
Da Torben sidste sommer fortalte pigerne og mig – på samme tid – at han ikke ville mere, at han ikke troede på vores familie, at han ønskede noget andet og fortjente noget bedre, gik min verden for et kort øjeblik i sort.
Jeg blev sendt direkte tilbage i de svigt, som jeg meget meget tidligt i mit liv oplevede, en anbringelse uden for hjemmet, et fravær af en mor og en far, et chok og et traume i et lille spædbarns system, en tid, der for evigt er en del af mit landskab og som i hele mit liv har luret i alle valg og alle fravalg.
Lige ned i de allerstærkeste følelser af frygt, forladthed, angst, raseri og afmagt. En eksplosion ude af kontrol. I bare et lille øjeblik.
I det lille øjeblik som det tog mig at kyle 2 smukke kopper i gulvet og skrige min panik ud. For det var panik, hele mit system kæmpede for at det ikke skulle ske, for at jeg ikke skulle blive sendt ind i armene af de traumer, som jeg bærer i mig.
Bare et lille øjeblik –
for sammen med alt det ødelagte jeg havde inden i, der havde og har jeg også en styrke, som intet i verden kan knuse. Ingen mand, ingen hændelse, ingen mennesker, ingen svigt. Jeg er en fighter, en overlever, en kæmper, en kriger og inden bilen kort efter havde forladt indkørsel med en far og lige-om-lidt-exmand inden i, havde de seje kræfter taget over og jeg var i gang med at feje, vaske, trøste, ordne og holde sammen på de piger, som blev hos mig…
Men det som man med en meget sigende ord kalder for re-traumatisering buldrede i hele mit system, jeg trak vejret fordi jeg skulle, jeg sørgede for pigerne fordi ingen andre gjorde, jeg gjorde det som kunne gøre automatisk og jeg gjorde det alene.
For hvem kan man lukke ind, når alle de, der egentlig havde lovet at blive i livet, var skredet. Var døde, var gået, havde efterladt.
Ingen. Ingen overhovedet.
For selv om skønne veninder og gode mennesker tilbød alt, ville gøre alt, hjælpe med alt og ordne alt, så var det “alt” de kunne få lov til at hjælpe med det praktiske. For ind i det inderste, ind i det som for alvor var på spil kunne ingen inviteres ind.
Vi talte selvfølgelig om det, der skete, meget endda, andet ville ha’ været utænkeligt, der var også tårer, vrede og afmagt men aldrig åbent indtil de steder, hvor alt var på spil og kampen for overlevelse i gang…
Jeg vidste heldigvis selv, at det var de gamle traumer, der brølede og jeg vidste, at nu var der ingen vej uden om længere, nu skulle de på plads, jeg vidste, at den sorg, som jeg følte, og den forladthed, som jeg bar med mig alt, var meget mere bundet i alt det gamle end den var i opløsning af det familieliv, som jeg ellers tænkte var det vigtigste i verden.
Så jeg fik hjælp, fantastisk hjælp, til at se på alt det gamle, til at hive det op af rygsækken og kigge på det, tale med det, sparke til det og kramme det og i det forløb mærkede jeg så tydeligt, hvordan mit sædvanlige alarmberedskab lagde sig ned og faldt til ro.
RO –
det ord, som nu beskriver min stemning og mit sind allerbedst. Ro inden i, vidunderlig ro, væk er den sitren og den utilpashed, som jeg har haft med mig hele mit liv, den er død og borte, og jeg bevæger mig i verden på en ny og for mig meget særlig og stadig lidt ukendt måde.
Uden på er jeg den samme, ingen vil spotte forandringen ved første øjekast, men de, der ved hvordan man kigger ind og som også sanser stemninger, de ved det, de mærker det og mange har benævnt det.
Jeg kan næsten selv høre roen, væk er den elektriske summen, som kom af en psyke, der altid var i højeste alarmberedskab, væk er den følelse af ensomhed og isolation, som har været en livslang følgesvend, nu er jeg bare mig, i ro og nærmest svævende, det er jeg taknemmelig og meget meget værnende om.
Jeg kom ikke hertil på en enkelt eftermiddag men dog så uendeligt meget hurtigere, end jeg havde troet muligt.
Havde jeg vidst det havde jeg måske taget turen for mange år siden.
Turen tilbage til roen…
Roen inden i har også givet mulighed for for alvor at få kigget på det familieliv, som har været så vigtigt for mig, det som jeg kæmpede for og ville ha’ gået til verdens ende for.
Jeg har i årevis fortalt mig selv, at vi var en stærk familie, at vi var en enhed, at vi ville dette her og at alle gjorde deres til, at det skulle være det det var.
Løgn.
Løgn og selvbedrag.
En sandhedsforvridning, der måtte til, for havde jeg kigget med ærlige øjne og uden støj inden i, så havde jeg set det, som jeg hurtigt begyndte at få øje på, da familien fik en anden form, så havde jeg set, at det jeg ønskede var et fælles projekt var en solo sejlads, hvor jeg havde ansvar for både båd, proviant og kurs.
Jeg ville den familie så meget, at alt andet var lige meget, jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg ikke kunne give pigerne det, som jeg havde manglet, ro og tryghed, far og mor og børn, kontinuitet og sikkerhed.
Jeg lukkede øjnene og fortsatte.
For os. For pigerne. For Torben. For mig. For os.
Det var mit valg men også et valg uden ret mange alternativer, når man er et menneske med den slags bagage som min.
Man kan enten gå eller blive, og at gå er ikke et valg, når man ønsker andet for børnene end det man selv fik.
Ikke et bevidst valg men et valg styret af det ubevidste, som har uanede kræfter til at styre os afsted i livet…
Jeg har den jo stadig den familie, som er mit livs lys og lykke.
Nu er det bare pigerne og jeg.
Og basen er jomfruburet.
Her bor vi og her er vi og vi tænker Hjem, når vi står på fortovet og kigger op mod vinduerne, når vi træder ind ad døren til hund og kat og dufter af mor, som pigerne kalder det.
Pigerne er her – altid – for der er ikke værelser eller hjem til dem andre steder end her. De er her til hverdag, i weekender, i ferier, til højtider, fødselsdage og mærkedage. Her.
Eneforsøger er jeg.
Ene om alle beslutninger omk pigerne.
Ene om alt det praktiske omk pigerne.
Ene om at lytte, trøste, forklare og sørge for.
Eneforsøger.
Enehusholderske.
Madlaverske, rengøringskone, hyggeoptænder, ordnemajor og mor.
Det fungerer. Rigtigt godt endda.
Jeg har mange års øvelse for den del af familielivet er ikke ny, det er en gammel velkendt traver.
Men roen –
den er ny.
Allerede højtelsket af mig og mine og den skal blive sørget for, passet og plejet.
