Om ganske få dage har Amanda og jeg boet 4 mdr. her i den lille lejlighed i byen.
4 mdr. i nye rammer på flere plan.
Det har taget tid at falde til.
Der er så meget, der er forandret, og selvom jeg egentlig synes, at jeg er et åbent og omstillingsparat menneske, der kan få gode ting ud af det meste, så har der været lige rigeligt at vænne sig til og falde ned i.
Men vi er på vej og de fysiske rammer bliver mere og mere hjem.
Hjem på en god, tryg og velkendt måde…
Det er sådan det er et langt stykke hen ad vejen for mig.
Men rummene og det, der fyldes i dem, betyder nu også meget, rigtigt meget, for mig.
Jeg har ingen dyre møbler, ikke fordi jeg ikke holder af den slags, det gør jeg faktisk, men pengene er blevet brugt til andet, som har været vigtigere. Ting, som jeg har syntes, var vigtige, masser af gode råvarer f.eks. og også ting, som ham jeg var gift med, syntes var vigtige, og som jeg accepterede.
Det er helt fint og de møbler jeg har, ja de passer såmænd rigtigt godt hertil. Og de, som jeg synes, også ville være gode og rare at ha’, de er inden for rækkevidde…
Hvad jeg ikke har i møbler, har jeg til gengæld i skabe og gemmere, hundredevis af dimserier til karme og borde, hundredevis af loppefund og designkøb, som sammen gør vores hjem til lige præcis vores hjem.
Jeg holder af hvert eneste lille og store stykke pynt og får altid god tid til at gå med at skifte ud og bytte rundt.
Det kan jeg slet ikke lade være med.
Jeg sætter i små grupper, jeg opløser dem og laver nye makkerskaber, jeg hiver ud af skabe og sætter ind igen og imens smiler mine piger stille til mig.
Hos hende, der er flyttet hjemmefra, der ser jeg den samme hobby udøves, hun har endda en betegnelse for det.
“At indrette vindueskarme”
Det er det, jeg også går til…
I ugen op til jul havde jeg en dejlig kvinde på besøg. Hun var her for første gang og gik stille rundt i rummene og kiggede.
Da hun kom hjem sendte hun disse ord i en sms
“Hvor har du fået dig indrettet dejligt. Det oser af, at du giver dit hjem omsorg. Jeg blev inspireret til at gå hjem og hygge omkring mit eget.”
Måske er det det jeg gør?! Giver omsorg til mit hjem.
Jeg giver det til min piger.
Og til andre, som betyder noget for mig, både privat og professionelt.
Og øver mig rigtigt meget i at give mig selv bare en lille slat.
Og måske giver jeg det også til rummene.
Tid og tanke bliver der i alle tilfælde investeret.
Jeg indretter og anretter, falder til og falder ned.
Her er godt at være.
Midt imellem alt det, der gør vores hjem til lige nøjagtigt vores…