Lidt af hvert

Torsdag er hjemmedag. Tid til hvile og tid til opladning. Og altid rugbrødsbagningsdag.

Jeg har brug for de dage uden noget, der kræver min tilstedeværelse ude i verden. Stille stille dage i stille stille tempo og hvor det, at jeg intet skal er i centrum, så jeg igen kan blive klar til det, som jeg så faktisk skal de andre dage.

Min lille arbejdsplads vokser og vi har flyttet både produktion og butik ud i den anden ende af byen til hvad der lige nu føles som et GIGANTISK køkken, masser af plads, masser af nyt grej, der kan meget mere, end vi er vant til, masser af skridt at løbe og masser af nyt at vænne sig til. Det tager tid for alle, men især tager det tid for mig, fordi min trætte hjerne bruger usigeligt meget energi på at falde ind i det nye, både i rammerne og rutinerne. Samtidig er der blevet skubbet lidt med mine arbejdstider, ikke i omfang men i placering af timer, og det kræver meget mere energi end jeg egentlig havde forestillet mig.

Jeg glemmer stadig, at jeg ikke er den samme som før. Jeg glemmer – og fortrænger – mine begrænsninger og det bider mig lige i røven efter ganske kort tid.

Så hjemmedagene føles mere end livsnødvendige lige nu. Det kræver flere kræfter overhovedet at stå op og også at få lagt en plan, der giver mig den bedst mulige dag i det lille trygge hus i skoven. Planerne på hjemmedagene involverer sjældent andre mennesker, oftest er det små daglige gøremål som vasketøj og lidt rengøring, opringningerm planlægning af de næste dage og måske også en plan for, hvad jeg skal komme af egenomsorg i netop den dag. Havetid, sødyp, strik, tilberedning af en særlig ret, læsning, stilletid uden at beskæftige mig med andet end at glo ud i luften. Lille stille liv. Lille fine stille liv.

Det skal jeg huske mig på ind imellem. At jeg har så meget lige her og finder så meget glæde i netop det lille liv. For ind imellem bløder hjertet voldsomt over alt det, som jeg har måtte lægge ned, fordi min trætte hjerne ikke længere kan være med. Det livlige liv med mange udflugter, det livlige liv med masser af social kontakt og en strøm af store og små projekter. Det liv elskede jeg jo også og det passede i virkeligheden bedre til min personlighed end det lille liv gør. Det græder jeg over. Især når jeg bliver for træt og det er jeg denne januar.

2020 krævede en del af os alle, en hel del endda, jeg synes, at 2021 også er startet lidt krævende ud.

Men lyset vender stille tilbage, vi har haft dage med sne og frost, som jeg bare elsker så inderligt, og lige om lidt fødes der et nyt lille barn i vores lille flok og det er vel nærmest noget af det mest livsbekræftende jeg kan forestille mig.

Og når jeg har tusset stille omkring i torsdagens første timer, så finder jeg sikkert energien til at finde på noget godt og dejligt, som kan blive det ekstra lille glade drys. Måske en gennemgang af de frø, som skal fylde haven med vajende glade blomster til sommer, måske en opstart af et fint lille stykke babystrik, der snart kan fyldes af liv.

Jeg er startet med kaffe og en gennembladring af de mange mange dejlige billeder af det stille lille fine liv; billeder, som så tydeligt viser mig, at trætheden til trods, så har jeg meget at være taknemmelig for.

Og det er jeg.

Det meste af tiden.

Når lige jeg får et lille hvil.

For længe længe siden i noget, der ind imellem føles som et andet liv, strikkede jeg mig det, der blev mit allermest elskede og brugte stykke strik, Helga Isagers Kashmir. Den er brugt så meget, at den ikke længere er til det, som man vel kan kalde “pænt brug” og den bliver nu kun brugt herhjemme til gåture og hvilestunder i haven.

De første to vintre efter, jeg havde strikket den, brugte jeg næsten ikke andet overtøj. Og ja – vintrene er blevet mildere herhjemme og de store dunjakker er nærmest for varme, men jeg har billeder af mig i Kashmir i snevejr. Og også når det ikke var vinter, havde jeg den på. Nærmest hver dag. Og da den hang på mig i det meste af min stations-tid, ja så er den ikke blevet skånet, den har været med til at slæbe en masse, feje en masse, gøre rent og måske endda også at lave lidt mad, det kan man sagtens forestille sig.

Så den er lidt slidt. Ikke så den er hullet. Men de mange hundrede ret-riller er flade, de rejser sig ikke længere ved vask og det kan man dårligt bebrejde dem. Stakler. De har arbejdet hårdt, har de.

Flere gange har jeg fundet garn frem til et friskt eksemplar, flere gange er jeg gået i gang og på den ene udgave nåede jeg næste op til ærmegabene, men nej – jeg elskede min blå udgave så inderligt, at jeg ikke kunne forlige mig med andre . Altså lige indtil jeg gik i gang med version 2.0, som også har potentiale til at blive brugt og brugt og så brugt igen.

Modellen er strikket helt som sidst med de samme vendepinde, tilpasninger og lænkerækker, men jeg har denne gang ladet den tynde medløbertråd været den, der skiftede farve og ikke den ene tråd højlandsuld og det fungerer så fint, synes jeg. Og faktisk betød dette valg også, at der var uendeligt få ender at hæfte til sidst, for medløberen er så tynd, at jeg blot har strikket den dobbelt hen over 8-10 masker ved farveskift og så ikke gjort en pind mere ved dem andet end at studse dem lidt til sidst.

Mit farvevalg overrasker vel ingen, heller ikke selv om jeg er gået en del lysere med denne her end med den første, jeg strikkede, farverne er stadig de klassiske og sikre i min garderobe. Måske lidt kedeligt, kan man tænke, men jeg ved, at hvis jeg holder mig til den blå-brune farvepalet, så får jeg skidtet brugt og det er vel det, der er mening.

Egentlig kom Kashmir med på et afbud på min strikkeliste i 2020, den kom til at afløse Blå af Hyggestrik, som jeg længe havde ønsket at strikke, men da jeg tog det garn, som jeg ville strikke den i, frem fra gemmeren, så havde jeg faktisk ikke nok og det var ikke muligt at få fat i mere. Blå vil jeg stadig strikke, når det rette garn dukker op, men altså – jeg piver ikke over, at jeg fik strikket mig en Kashmir i stedet.

FAKTABOKS

Mønster: Kashmir af Helga Isager fra hæftet The Map Collection

Garn: Højlandsuld fv Havsnegl fra Garnudsalg og forskellige rester af silkmohair af forskellige fabrikater i blå og brune nuancer. Jeg vejede ikke garnet, inden jeg gik i gang, men har ialt brugt 745 g

Pinde: 5.5 mm

Egne krumspring: Ud over at jeg har strikket med dobbelt tråd højlandsuld i samme farve hele vejen igennem og i stedet ladet den tynde silk mohair skifte undervejs, så har jeg lavet de samme Icords på denne her som på den første. Dem kan I læse om i faktaboksen på det gamle opslag, som jeg linker til oppe i starten af indlægget her.

Kommer der så mon flere Kashmirs på min strikkeliste? Man kan aldrig vide. For jeg ville jo egentlig gerne ha’ en blå igen…